Aller au contenu principal

Erland Kops


Erland Kops


Erland Kops (født 14. januar 1937, død 18. februar 2017) var en dansk badmintonspiller, der vandt adskillige store internationale titler i single, herredouble og undertiden også mixed double fra slutningen af 1950'erne til begyndelsen af 1970'erne. Han var den første fra Europa at vinde store singletitler i Fjernøsten. Til trods for nogle skuffende resultater i Thomas Cup var Kops den dominerende mandlige singlespiller i begyndelsen og midten af 1960'erne.

Kops vandt fem danske mesterskaber i herresingle og desuden fire mesterskaber i herredouble. Fem gange blev han nordisk mester i herresingle, tre gange i herredouble og to gange i mixdouble. Med 11 titler i All England er Kops en af de mest succesrige spillere nogensinde. Hans sportsresultater gav Kops en plads i sportens Hall of Fame, og i 1966 blev han nomineret til "Århundredets Danske Idrætsnavn" af Danmarks Idræts Forbund. 2000 modtog han Dannebrogordenens Hæderstegn.

Kops startede karrieren i Københavns Badminton Klub, men sluttede i Greve Strand. Han spillede i 1957-1972 44 landskampe for Danmark.

Kops blev indvalgt i World Badminton Hall of Fame i 1997.

All England

Han er en af de mest succesrige spillere i All England med 11 titler mellem 1958 og 1969. Han satte en fantastisk rekord, da han i 1967 for syvende gang sikrede sig mesterskabet i herresingle. Tidligere havde irlænderen Frank Devlin seks titler. Kops første mesterskab blev sikret i 1958, efter han året forinden havde lidt nederlag i finalen til Eddie B. Choong fra Malaysia. I 1958 spillede Kops finale mod Finn Kobberø. Efter at malajen Tanjoe Hock havde sikret sig mesterskabet i 1959, vandt Kops de næste fire gange på stribe. Han blev hurtigt slået ud af turneringen 1964, men vandt igen i 1965 og for syvende gang i 1967.

Fire gange blev Erland Kops All Englands mester i herredouble: med Poul-Erik Nielsen i 1958 og tre gange med Henning Borch II 1967-1969. Tre gange blev det til nederlag for Kops i herredoublefinaler: i 1961 og 1964 med Poul-Erik Nielsen til Jørgen Hammergaard-Hansen/Finn Kobberø. I 1965 sammen med malajen Oon Choong Jin til Ng Boon Bee/Tan Yee Khan.

Meriter

Referencer

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Eksterne henvisninger

  • Erland Kops på gravsted.dk
  • Erland Kops's Profil – Badminton.dk Arkiveret 10. marts 2009 hos Wayback Machine


Text submitted to CC-BY-SA license. Source: Erland Kops by Wikipedia (Historical)


PEUGEOT 205