Aller au contenu principal

De tolv olympiske guder


De tolv olympiske guder


De tolv olympiske guder eller Dodekatheon (fra græsk Δωδεκάθεον, δώδεκα, Dodeka, "tolv" og θεοί, theoi, "guder") var i græsk religion en fællesbetegnelse for de vigtigste guder, der boede på Olympen. Efterhånden blev flere end de tolv regnet med, "men præcis hvem som udgjorde de tolv, bekymrede ikke grækerne. Sikkert er det, at på denne liste er de vigtigste guder, som grækerne forholdt sig til i deres religion." De olympiske guder vandt magten i krig mod andre guder, hvor Zeus førte sine søskende til sejr over titanerne.

Begrebet tolv guder er ældre end nogen bevaret græsk eller romersk kilde, og det er antagelig af anatolsk oprindelse. Guderne mødtes til råd i de homeriske hymner, men den første antikke henvisning til religiøse ceremonier for dem som en enhed kan spores til 500 f.Kr. i Athen og havde sandsynligvis intet sidestykke i den mykenske periode. Alteret til de tolv olympiske guder i Athen dateres normalt til arkontskabet for Peisistratos den yngre i tiden 522/521 f.Kr.

Det er en del variationer af, hvilke guder som var med, men de kanoniske tolv som sædvanligvis blev fremstillet i kunsten og poesi var Zeus, Hera, Poseidon, Demeter, Athene, Hestia, Apollon, Ares, Afrodite, Hefaistos, Artemis og Hermes.

Hades, der er kendt i de eleusinske mysterier som Pluto, var sædvanligvis ikke blandt de olympiske guder, da hans rige var underverdenen, men "samtidig er han Zeus' bror og hører i den forstand til generationen af olympiske guder". Filosoffen Platon knyttede de tolv olympiske guder til årets tolv måneder og antydede, at han betragtede Hades som en af de tolv ved at foreslå, at den sidste måned bør afsættes til ham og de dødes ånder. I faidros tale ligestiller Platon de tolv med den himmelske dyrekreds og ville fjerne Hestia fra deres rækker.

I antikkens græske religion var "de olympiske guder" og "kulter til de tolv guder" ofte adskilte. Dodekatheon af Herodot inkluderer Zeus, Hera, Poseidon, Hermes, Athene, Apollon, Alfeios, Kronos, Rhea og gratierne. Herodot nævnte også Herakles som en af tolv. På den græske ø Kos var Herakles og Dionysos med i de tolv, og Ares og Hefaistos blev udeladt. For Pindar, Pseudo-Apollodorus og Herodot var Herakles ikke blandt de tolv, men dem som etablerede deres kult. Lukian har både Herakles og Hefaistos som medlemmer af de tolv, men angav ikke hvilke to, der måtte give plads til dem.

Hebe, Helios, Eros, Selene og Persefone er andre betydningsfulde guder og gudinder, som lejlighedsvis indgår i en gruppe på tolv. Eros er ofte afbildet ved siden af de andre tolv, især hans mor Afrodite, men er sædvanligvis ikke regnet med.

Den romerske digter Ennius udgav det romerske modstykke, Dii Consentes, med seks mandlige og kvindelige komplementære guddomme, men bevarede Vesta (svarende til grækernes Hestia), eftersom hun havde en afgørende rolle i romersk religion som en statsgudinde håndhævet af Vestalinderne.

De klassiske tolv olympiske guder

Se også

  • Titanomachien - de olympiske guders oprør; mytisk krig mellem gudedynastierne titaner og kronider
  • Olympiske ild

Referencer



Text submitted to CC-BY-SA license. Source: De tolv olympiske guder by Wikipedia (Historical)