For alternative betydninger, se Argentina (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Argentina)

Argentina, officielt Den Argentinske Republik (spansk: República Argentina), er en suveræn stat i det sydlige Sydamerika. Landet grænser op til Chile i vest, Bolivia og Paraguay i nord, Brasilien i nordøst, Uruguay og Atlanterhavet i øst, og Drakestrædet i syd. Argentina er med sine 2.780.400 km² det ottende største land i verden, det fjerde største land i Amerika og det næststørste land i Sydamerika. Befolkningsmæssigt er Argentina med 47.327.407 (2022) indbyggere det tredjestørste land i Sydamerika. Det er desuden verdens tredjestørste spansktalende land. Argentina består af 23 provinser samt den autonome by Buenos Aires, der også er landets forbundshovedstad. Buenos Aires er et af de største, centrale industriområder i Amerika og anses som et af de største kulturcentre i verden, hvorfra blandt andet tangoen opstod. Provinserne og hovedstaden har egne forfatninger, men er underlagt et føderalt system. Argentina gør krav på dele af Antarktis, Falklandsøerne (spansk: Islas Malvinas), og South Georgia og South Sandwich Islands. På grund af den store udstrækning fra nord til syd har de forskellige landsdele op til flere klima- og vegetationszoner. Navnet Argentina kommer fra det latinske ord for sølv, "argentum".

Der har boet mennesker i det nuværende Argentina siden den ældste stenalder. I præcolumbiansk tid strakte Inkariget sig til den nordvestlige del af landet. Den moderne stat Argentina opstod i forbindelse med den spanske kolonisering af Sydamerika i det 16. århundrede. Argentina er arvtager til Vicekongedømmet Río de la Plata, der blev grundlagt som et spansk vicekongedømme i 1776. Uafhængighedserklæringen af 1816 blev efterfulgt af en langvarig borgerkrig, der varede indtil 1861. Vicekongedømmet blev omdannet til et forbund af provinser med Buenos Aires som hovedstad. Argentina oplevede herefter en periode med fred og stabilitet, og store bølger af europæiske immigranter fra hovedsageligt Italien og Spanien ændrede radikalt landets kulturelle og demografiske profil. Den støt stigende velstand førte i begyndelsen af det 20. århundrede til, at Argentina blev verdens syvende rigeste land.

I 1930'erne trådte Argentina som følge af depressionen ind i en periode med politisk uro og økonomisk krise. Selvom ustabiliteten satte en stopper for den positive udvikling, forblev Argentina et af verdens rigeste lande frem til midten af det 20. århundrede. Efter præsident Juan Peróns død i 1974, overtog hans enke Isabel Martinez de Perón præsidentembedet. Hun blev væltet ved et amerikansk støttet statskup i 1976, der førte til en årrække under et højreorienteret militærdiktatur. Militærstyret forfulgte og dræbte politiske kritikere, aktivister og venstreorienterede under den såkaldt beskidte krig, der varede indtil Raúl Alfonsín blev valgt til præsident i 1983. Adskillige af militærjuntaens ledere blev senere dømt og fængslet for deres forbrydelser.

Argentina har formået at bevare sin historiske position som mellemmagt, og det er i dag en prominent regionalmagt i Latinamerika. Argentina har den næststørste økonomi i Sydamerika og den tredje største økonomi i Latinamerika. Argentina er medlem af G15 og G20. Landet er også medlem af FN, Verdensbanken, WTO, Mercosur, UNASUR, CELAC og OEI. På trods af en historie præget af økonomisk ustabilitet, er Argentina ifølge FN's HDI-liste det næstmest udviklede land i Latinamerika.

Etymologi

Navnet "Argentina" stammer fra Latin argentum ("sølv", plata på spansk), et navneord, der forbindes med legenden om sølvbjergene, som blev fortalt vidt og bredt blandt de første europæiske opdagelsrejsende, der udforskede La Plata Basin.

Det første dokument man kan spore tilbage til, hvor ordet er blevet brugt er i et digt fra 1602 med titlen La Argentina, digtet af Martín del Barco Centenera. Digtet beskriver regionen og grundlæggelsen af Buenos Aires. Selvom "Argentina" allerede var almindeligt at bruge i det 18. århundrede, så kaldtes landet officielt "Viceroyalty of the Río de la Plata" af det spanske rige, og "United Provinces of the Río de la Plata" efter at landet blev selvstændig stat. Ordet Argentina blev brugt i forfatningen af 1826 som "Argentine Republic". Navnet "Argentine Confederation" var også i almindelig brug og blev formaliseret i grundloven af 1853.

Geografi

Argentina har et areal på 2.780.400 kvadratkilometer og er dermed det næststørste land i Sydamerika. Udstrækningen af landet fra nord til syd er på 3.694 km, mens strækningen fra vest til øst på det bredeste sted er omtrent 1.423 km. Det grænser i øst op til Atlanterhavet, i vest til Chile, i nord til Bolivia og Paraguay, og i nordøst til Brasilien og Uruguay. Kystlinjen er på 4.989 km.

Hele det vestlige grænseområde bliver indtaget af Andesbjergene, som er den længste kontinentale bjergkæde på Jorden over havoverfladen. Det centrale Nordargentina består af Gran Chaco, en varm og tør savanne. Øst for den ligger langs Paraná provinsen Misiones' bakkeland. I hjørnet mellem de tre lande Argentina–Paraguay–Brasilien ligger Iguazúflodens vandfald, som er blandt de største på Jorden.

Syd derfor, mellem de store strømme fra Río Paraná og Río Uruguay, ligger det fugtige og sumpede Mesopotamia. Ved Río de la Plata, som er en fælles udmunding for begge strømmene, ligger byen Buenos Aires og provinsen af samme navn, som er hjertet af Argentinas økonomi. Omkring en tredjedel af landets befolkning bor i dette område. Ved folketællingen i 2010 boede der 15.625.084 i provinsen.

Vest og syd for Buenos Aires strækker pampaerne, en græsbevokset flade, hvor en stor del af landets landbrug bliver opdyrket, men i de senere år er man i stor grad gået over til produktion af sojabønner, og udpiner jorden, da man i produktionen af sojabønner ikke tager hensyn til, at jorden skal hvile, og kritikere er bange for, at jorden forvandles til sand. I denne region ligger også store hvedemarker og græsningsarealer til kvæg, hvis kød er en vigtig eksportvare. Argentina var engang nummer tre i verden i eksport af oksekød, men nu er de nummer fire i Sydamerika.

Mellem pampaerne og Andesbjergene ligger bjerglandskabet Sierras Pampeanas i det centrale Argentina.

Patagonien i det sydlige Argentina er præget af stærke vestenvinde og har et meget hårdt klima. Dette område, som udgør omkring en fjerdedel af landets samlede areal, er af samme grund meget tyndt befolket. Landets, og Amerikas, dybeste punkt er Laguna del Carbón med sine 105 m under havoverfladen. Den ligger mellem Puerto San Julián og Comandante Luis Piedra Buena i provinsen Santa Cruz.

Argentina gør krav på 965.597 km2 af det antarktiske kontinent, det såkaldte argentinske Antarktis.

Bjerglandskaber og kendte bjerge

I de argentinske Andesbjerge findes der flere meget høje bjerge på over 6.000 m – deriblandt Amerikas højeste bjerg, Aconcagua som er 6.962 m højt, samt begge Jordens højeste vulkaner, Ojos del Salado på 6.880 m og Monte Pissis på 6.795 m. I de sydlige Andesbjerge er bjergene mindre, og mange af dem er dækket af sne på grund af det fugtige, kolde klima.

I Sierras Pampeanas findes høje punkter som Sierra de Famatina i provinsen La Rioja der er over 6.000 m. Dette bjergkompleks falder dog i højde i den østlige side, og i Sierras de Córdoba når det kun højst 2.800 meter.

De nordlige "patagonider" (Mesetas Patagoniens) når sydøst for Mendoza mindst 4.700 m i højde, men bliver gradvist mindre længere sydøst. I de andre områder i Argentina er bjergene kun undtagelsesvis over 1.000 m høje. Heriblandt Sierras Australes Bonaerenses (Sierra de la Ventana og Sierra de Tandil) ved Atlanterhavskysten og bakke- og bjerglandskabet i Misiones.

Floder og søer

Argentinas hydrologi er domineret af tilstrømningen fra Río de la Plata. Dens afvandingsområde omfatter cirka 5.200.000 km². Næsten en tredjedel heraf ligger i Argentina, og resten i Bolivia, Brasilien, Paraguay og Uruguay. Río de la Plata's tilstrømninger er Río Paraná og Río Uruguay. Nordpå ved grænsen til Brasilien ligger Iguazú Nationalpark, hvori floden Iguazú med Iguazú-vandfaldene, som er tre gange så store som Niagaravandfaldene, befinder sig.

Et andet afvandingsområde har Río Colorado i Nordpatagonien, hvis vigtigste tilstrømning, Río Salado del Oeste, afvander størstedelen af Vestargentina omend størstedelen af dens vandmasser dog fordamper på vejen i det trykkende klima, eller siver ned i sumpområder.

Argentina har to større søområder. Det mest omfangsrige ligger ved foden af det sydlige Andes, hvor der strækker sig en lang kæde af smeltevandssøer fra provinsen Neuquén til Ildlandet. Desuden befinder der sig i det vestlige centrale Pampa og i det sydlige Chaco mange lavlandssøer, som ofte kun er få meter dybe og ofte er saltindholdige.

Af speciel betydning er lavlandssøen Laguna Mar Chiquita på 5.770 km² i provinsen Córdoba samt Andessøerne Lago Argentino (1.415 km²) og Lago Viedma (1.088 km²), som begge ligger i den UNESCO-beskyttede Los Glaciares nationalpark.

Øer

Argentina har på trods af dets langstrakte kystlinje kun få øer. De største er de 47.020 km² store Isla Grande de Tierra del Fuego, som hører til arkipelaget Ildlandet, og hvoraf Argentina har (provinsen Tierra del Fuego på 21.591 km²) og Chile har 25.429 km².

De enkelte andre øområder af betydning ligger syd for provinsen Buenos Aires, hvor der ligger to udstrakte tidevandsområder i bugten ved Bahía Blanca og Bahía Anegada. Øerne er flade og er ubeboede med undtagelse af Isla Jabalí, hvorpå badestedet San Blas er placeret. Den største ø er Isla Trinidad på 207 km². Herudover er der enkelte mindre klippeøer ved den patagoniske kyst.

Falklandsøerne (spansk: Islas Malvinas) er en omstridt øgruppe i det sydlige atlantiske ocean. Geografisk set tilhører øerne Sydamerika og ligger mellem 600 og 800 km øst for Sydargentina og Ildlandet mellem 52° syd og 59° vest. Falklandsøerne er efter international lov de facto (men ikke de jure) et britisk oversøisk territorium, men Argentina har gjort krav på dem siden Storbritannien besatte øerne i 1833. Argentinas besættelse af øerne 2. april 1982 udløste Falklandskrigen, som varede til 14. juni 1982 og endte med Argentinas nederlag. De største af øerne er Østfalkland (Soledad) på 6.683 km² og Vestfalkland (Gran Malvina) på 5.278 km². Sydøst for Falklandsøerne ligger territoriet South Georgia og South Sandwich Islands, som er under samme juridiske status som Falklandsøerne og administrativt hører under dem.

Klima

Argentina har et meget varieret klima og strækker sig over flere klimazoner – der er områder der rangerer fra det tropiske i det yderste nordøst over subtropisk i resten af den nordlige del af landet og en udstrakt tempereret klimazone ned til de kolde klimaregioner i syden og i Andes.

Det nordvestlige Argentina er i Andesområdet tørt og med kun meget lidt regn i løbet af sommeren. I landet ligger også storørkenen Puna, hvis vestlige del hører blandt de mest regnfattige områder i verden, samt det ufrugtbare Monte ved foden af Andesbjergene i provinserne Mendoza, San Juan og La Rioja.

Østskrænterne ved Andes huser subtropiske tågeskove i provinserne Tucumán, Salta og Jujuy, som om sommeren er rige på nedbør på grund af østvindenes fugtighed, men om vinteren er relativt tørre. Mod øst ligger Gran Chaco hvor nedbør er koncentreret til om sommeren, ligesom i regionen Sierras Pampeanas i Centralargentina. I begge regioner aftager nedbøren mod vest.

Den nordøstlige del af landet, samt Pamparegionen, har et fugtigt klima hele året rundt, hvilket gør at den største mængde nedbør i subtropisk regnskov finder sted i provinsen Misiones.

Syden (Patagonien) ligger i den vestlige vindzone, og den vestlige del får af den grund mere nedbør end den østlige. Andesbjergene ligger i et permanent fugtigt klima, og har en moderat kølig temperatur. De fungerer som barriere for de fugtige stillehavsvinde, så den østlige forlængelse af de patagoniske områder er meget tørre og næsten ørken nogle steder. I denne region bliver klimaet ofte bestemt af de fra sydvest blæsende, ofte voldsom, Pamperovinde. Et særtilfælde er klimaet i den sydlige del af Ildlandet med køligt kystklima, hvor på grund af de manglende klimapåvirkninger fra Andes både lader vejret blive bestemt af indflydelse fra Stillehavet og Atlanterhavet. På det sted er nedbørsmængderne relativt store og temperaturen ændrer sig kun lidt mellem sommer og vinter.

Flora og fauna

Som følge af Argentinas mange forskellige klimazoner varierer vegetationen og dyrelivet også kraftigt. Sammenlagt er omkring 12% af arealet skov.

Flora

I de varme, fugtige tropiske og subtropiske regnskove i Nordargentina trives tropiske planter, såsom Palisander-arter (Dalbergia), Jakaranda (Jacaranda mimosifolia) og Quebrachotræer (Schinopsis lorentzii), hvorfra der udvindes tannin, men også palmer. Gran Chaco ligger ligeledes nordpå, og har en savanneagtig vegetation, som domineres af prosopisslægten (hovedsageligt Hvid Prosopis (Prosopis alba) og Sort Prosopis (Prosopis nigra)), omend der også findes Quebracho. Den sydlige og østlige del af Gran Chaco har et mildere klima, og bliver benyttet til landbrug, mens den nordlige del stadig står urørt.

Pampaen er præget af udstrakte græsarealer med forskellige typer græs. Bortset fra Eukalyptus ((Eucalyptus), amerikanske plataner (Platanus occidentalis) og Akacier (Acacia) findes her ingen træer; ingen af de to førstnævnte arter er oprindeligt fra området. På grund af den fine, stenfri jord er der gode muligheder for landbrugserhverv på området, så der findes kun et fåtal af de oprindelige vildtgroende plantearter.

Patagonien ligger i regnlæ af Andesbjergene og er et karrigt og i store områder træløst landskab. Her er, ligesom i Pampaen, store græsarealer, omend vegetationen er væsentligt mere tør. Desuden finder man forskellige urtebevoksninger og buske. På grund af den stenede jord er korndyrkning ikke muligt, og i stedet bruges arealet til græsning af får.

I forbjergene til Andes og i Ildlandet findes der udstrakte nåleskove med grantræer (Picea), Cypresser (Cupressus), fyr (Pinus), Cedertræer (Cedrus) og andre lignende træer. Nær den chilenske grænse er der spredte grupper af Sydbøge (Nothofagus). Trægrænsen ligger på omkring 3.500 m. I de tørre, højtliggende områder af Andes er der gold halvørken med mange kaktusser (Cactaceae) og tornebuske.

Den udsprungne blomst fra Koralbusken (Erythrina crista-galli) er blevet valgt til "nationalblomst", og er et af Argentinas nationalsymboler.

Fauna

I den tropiske nordlige del af Argentina er dyreverdenen yderst mangfoldig. Her eksisterer hovedsageligt forskellige abearter, jaguarer, pumaer, ozelotter, vaskebjørne, næsebjørne og myreslugere ligesom der også kan ses tapirer, navlesvin og reptiler såsom slanger og kaimaner. Blandt fuglene i det tropiske nord er kolibrier, flamingoer og papegøjer. I floderne findes piratfisk samt flere andre fiskearter.

I pampaen findes bæltedyr, mankeulve, pampasræve, pampaskatte, pampashjorte, nanduer, forskellige rovfugle såsom falke samt hejrer.

I Andesbjergenes knappe landskab findes de vilde lamaer, guanakoer og vikunjaer, samt Andeskondoren. Af rovdyr findes Andeskatten, pumaen og Andesræven. Ved saltvand findes tit trækfugle såsom flamingoer.

I Patagonien og Ildlandet er dyrelivet mere begrænset. Også her lever pumaer, nanduer og guanakoer; pudúen er en lille hjort i det sydlige Andes. I Ildlandet bygger skarver ofte rede. De patagoniske kyster huser Magellanpingviner og kolonier af sydamerikanske pelssæler og søløver.

I Argentinas kystfarvand lever blandt andet den sydlige rethval, spækhuggere og Commersons delfiner, samt Merlucciidae, sardiner, makreller og guldmakreller.

Demografi

Argentina har et anslået befolkningstal på ca. 47.327.407 (2022). Dette svarer til en befolkningstæthed på 17 indbyggere/km².

Cirka 87% af befolkningen bor i byer med mere end 2.000 indbyggere, hvoraf ca. 13.641.973⁽²⁰¹⁰⁾ bor i metropolregionen Gran Buenos Aires. Denne har en befolkningstæthed på 2.989 indbyggere/km².

Byen og provinsen Buenos Aires har tilsammen 16,6 millioner, provinserne Córdoba og Santa Fe har hver ca. 3 millioner, således at sammenlagt 60% af befolkningen bor i disse tre centrale dele af landet.

Store dele af det øvrige land er derimod meget tyndt, specielt i det tørre syd, hvor der kun bor cirka 1-3 indbyggere/km².

Etniske grupper

Mere end 90% af befolkningen stammer ifølge den officielle statistik fra indvandrede europæere, heraf omtrent 36 % fra italienere, cirka 29 % fra spaniere og omtrent 3–4 % fra tyskere. I Buenos Aires-området samt i provinserne Provincia de Chaco og Misiones spiller polsk kultur også en vigtig rolle. I disse tilfælde drejer det sig om efterkommere af polske emigranter fra 1920'erne.

Fra begyndelsen af 1990'erne er andelen af mestizer – efterkommere af såvel europæere som indianere – kommet under 10%. Ifølge nyere beregninger er deres andel dog imidlertid langt større. Denne diskrepans kommer formodentlig fra, at mestizerne tidligere blev voldsomt diskrimineret, og derfor har udgivet sig for at være "hvide".

Indiansk befolkning

Kun et mindretal af argentinerne er efterkommere af de etniske grupper der levede på landets territorium da spanierne ankom. Dette skyldes på den ene side at Argentina før koloniseringen kun var tætbefolket i den nordvestlige del, og på den anden side at de tilbageblevne indianere blev udryddet af spanierne og senere af de selvstændige argentinere. Det statslige indianerinstitut INAI vurderer at der er omkring 1 million indianere i landet, mens indianerorganisationer som AIRA (Asociación de Indígenas de la República Argentina) dog har påstået at der er over 1,5 millioner.

I en særlig folketælling fra INDEC, som blev gennemført i 2004, fandt man frem til at cirka 2,8% af alle argentinske husholdninger havde en indiansk husholderske. Dette antal varierer dog stærkt fra provins til provins. Således er andelen størst i Jujuy med 10,5%. Mindst er andelen i provinsen Corrientes med 1%. I hovedstaden Buenos Aires ligger tallet på 2,3% (INDEC).

De største grupper er kollaerne i Jujuy og Salta, mapuche i Neuquén og Río Negro samt wichierne og Tobaerne i Chaco og i Formosa. Kun et mindretal af indianerne lever egne bosættelser, mange har slået sig ned i storbyerne hvor de ofte bor under fattige forhold og tager dårligt betalt arbejde. Således er en fjerdedel af byerne Rosario og Resistencia udelukkende beboet af Toba-indianere, mens det samme gør sig gældende for Kollaer i San Salvador de Jujuy og San Miguel de Tucumán.

Indvandring og udvandring

Antallet af udlændinge lå ved folketællingen i 2001 på 1.531.940 (4,2 % af befolkningen), og deraf er de største grupper paraguayer (325.046), bolivianere (233.464), italienere (216.718) og chilenere (212.429). Den største andel af befolkning født i udlandet er i provinsen Santa Cruz (12 %), byen Buenos Aires og Tierra del Fuego (begge 11 %).

Historisk set registrerede man den største indvandrerbølge mellem 1880 og 1930, næsten udelukkende fra Europa. Derefter stilnede udvandringen til Argentina igen af, bortset fra en kortvarig genopflamning i tiden med anden verdenskrig. Efter en fase med udvandring mellem 1975 og 2001 er balancen fra den argentinske krise og til nu igen en smule positiv. I dag udvandrer borgere fra nabolandene Bolivia, Paraguayog Uruguay, såvel som fra det sydamerikanske land Peru, til Argentina. I tiden med Pinochet-diktaturet var der også indvandring fra Chile, dette er dog blevet vendt om efter redemokratiseringen og den nu højere levestandard i nabolandet efter 2001. I alt kommer cirka 68% af indvandrere fra amerikanske lande. Cirka 2% af alle indvandrere kommer fra Asien (hovedsageligt koreanere).

Siden 1990'erne kommer der flere og flere indvandrere fra Europa, som hovedsageligt kommer til landet på grund af den uberørte natur. Til forskel fra de andre indvandrere er de som regel økonomisk sikret eller er pensionister, og prøver gennem flytningen at øge deres livskvalitet. Andre grupper af udlændinge (specielt italienere og spaniere) er stadig levende indvandrere fra hovedbølgen (indtil 1950). Europæere repræsenterer cirka 28% af udlændingene.

Siden den argentinske krise mellem 1998 og 2002 har der været flere bølger af udvandring. Argentinere forlader landet for at tage til Europa og Nordamerika og i mindre grad også til Brasilien og Chile. Disse udvandringsbølger er dog begyndt at ebbe ud på grund af den relativt hurtige genopretning af den argentinske økonomi.

Sprog

Hovedsproget i Argentina er spansk, men med en del variation til det spansk der tales i Spanien. I Argentina bruger man Voseo, dvs. "vos" i stedet for "tú" (du). I anden person ental kommer der tryk på sidste stavelse og uregelmæssige verber ændrer ikke grundform i anden person ental.

Derudover når man bruger Voseo kommer der også tryk på sidste stavelse i bydeform. Fx: Tal, hør osv. "Hablar" som er at tale, bliver i bydeform til "hablá" på spansk i Argentina hvor den i Spanien bliver til "habla" uden tryk på sidste stavelse. Det samme sker med "escuchar" som er at høre. "Escuchá" på spansk i Argentina og "escucha" på spansk i Spanien. Derudover udtales "ll" og "y" som (sj) hvor den i Spanien udtales som (lj) eller i daglig tale (j). Fx: "Calle" som er gade udtales som (casje) i Argentina og som (caje) i Spanien. "Yo" som er "jeg" udtales som (sjo) i Argentina og som (jo) i Spanien, men denne måde at tale på bliver mest brugt i Buenos Aires og i de omkringliggende provinser. I de nordlige provinser udtales "ll" og "y" mere som (dj) eller til tider som (j) som i Spanien.

Da Argentina er et stort land, er der selvfølgelig forskel på måden at tale på fra provins fra provins. Hver provins har deres måde at tale på fx: I provinsen Tucuman udtales "r" og "rr" som (shj) hvor den i Spanien udtales som en normal r-lyd med rul med tungen. I provinsen Córdoba synger de mere end i andre steder i landet osv. Sproget i Argentina og sproget i Spanien er umiddelbart ikke forståeligt overfor hinanden hvis hver især snakker hurtigt og med meget accent, da også mange ord er forskellige, men størstedelen er dog forståeligt, hvis der foregår en samtale.

Religion

Argentinas grundlov garanterer, at der er religionsfrihed i landet. Men selv om der er religionsfrihed, så har den romerskkatolske religion særstatus frem for andre religioner, hvilket bl.a. giver dem skattefri økonomisk støtte til skoler.

Ifølge en CONICET undersøgelse, er argentinerne fordelt således angående religion: 76,5% katolikker, 11,3% agnostikere og ateister, 9% Evangeliske protestanter, 1,2% Jehovas Vidner, 0,9% Mormonere; 1,2% følger andre religioner, deriblandt Islam, Jødedom og Buddhisme.

I Argentina findes de største grupper af muslimer og jøder i Latinamerika, hvor sidstnævnte gruppe er den 7. største i verden. Argentina er medlem af International Holocaust Remembrance Alliance.

Historie

Forhistorie og kolonitiden

Det tidligste bevis man har fundet på at mennesker har boet i det område som i dag svarer til Argentina, er fundet ved arkæologiske udgravninger ved Piedra Museo i Santa Cruz Provinsen, der kan dateres tilbage til 11.000 f.Kr. Cueva de las Manos, i samme provins er over 10.000 år gammelt.

De nuværende fastboende stammer Het (Querandíes) og Tehuelches (Aonikenk og Gununaküna) i Pampaområdet, var nomader indtil mødet med de spanske kolonister, og besad heller ingen nævneværdigt udviklet teknologier. Stammerne i den nordvestlige del af landet (f.eks. Diaguita) praktiserede derimod landbrug og husdyravl på et niveau svarende til den tidlige middelalder i Europa, og var frem for alt højt udviklede på arkitekturområdet. I det 13. og 14. århundrede udvidede Inkariget sig kraftigt mod syd, og omfattede omkring 1450 store dele af Argentina, fra det nordvestlige område og til den nordlige del af den nuværende provins Mendoza.

Europæerne nåede for første gang til regionen ved Amerigo Vespuccis rejse i 1502. Det nuværende Argentina blev i det 16. århundrede koloniseret af spanierne fra to retninger: Fra Peru tog de de nordvestlige dele af landet i besiddelse, mens der andetsteds kom spaniere fra Atlanterhavet og grundlagde afdelinger ved Río de la Plata. Bl.a. Buenos Aires, hvor spanierne i 1580 kunne etablere en varig tilstedeværelse efter et første forsøg på grundlæggelsen af en spansk bosættelse i 1536 var stødt på modstand fra de indfødte i Pampaen. De længere sydligt beliggende områder af det nuværende Argentina blev ganske vist også gjort krav på af Spanien, men forblev faktisk udenfor det spanske herredømme i kolonitiden.

Administrativt var det nuværende Argentina til at begynde med en del af Vicekongedømmet i Peru, som omfattede hele Sydamerika med undtagelse af de portugisiske områder. I 1776 blev dette opdelt til Vicekongedømmet Río de la Plata med hovedstaden Buenos Aires, og som udover Argentina også omfattede det nuværende Bolivia, Paraguay og Uruguay.

Opbygningen af en nationalstat

Med inspiration fra den franske revolution erklærede Argentina uafhængighed 25. maj 1810 i Buenos Aires, hvilket til at begynde med kun havde en lokal virkning (Majrevolutionen), men førte til en national uafhængighedskrig mod Spanien. Uafhængigheden blev endelig opnået 9. juli 1816 i San Miguel de Tucumán. Efterfølgende brød først Paraguay i 1811, og senere i 1825 Bolivia og i 1828 Uruguay ud fra det daværende De forenede Provinser Río de la Plata.

Mellem 1816 og 1880 var Argentinas udvikling præget af diktaturer (under Buenos Aires-guvernøren Juan Manuel de Rosas) og borgerkrige. Provinserne var efterfølgende vidtgående autonome, og kun i perioden 1826–1827 var landet kortvarigt forenet. 1853 blev den moderne argentinske republik grundlagt, til at begynde med uden den frafaldne Buenos Aires-provins, og en føderalistisk forfatning blev underskrevet i den første hovedstad Paraná. I årene 1861 og 1862 tilsluttede Buenos Aires sig igen efter en militærkonflikt, der blev afholdt nationale valg og præsident for det samlede Argentina blev Bartolomé Mitre. I hans regeringstid skete Trippelalliancekrigen fra 1864 til 1870, hvor Argentinien sammen med Brasilien og Uruguay modsatte sig ekspansionen fra Paraguay, som på denne tid var udviklet sig til en af Sydamerikas stærkeste militærmagter. Argentina vandt gennem krigen området, hvor de nuværende provinser Misiones, Formosa og Chaco ligger.

Indvandring og økonomiboom

Årene fra 1880 til 1912 var kendetegnet ved massiv indvandring af italienere og spaniere, som bosatte sig i byerne og i såkaldte "kolonier" på landet. Politisk betegnes denne tid som et "skindemokrati", da regeringen under Julio Argentino Roca, samt de følgende regeringer var oligarkisk indrettet, under stor indflydelse af de store landejere. Størstedelen af befolkningen blev gennem et nøje udtænkt valgsystem nægtet deres politiske ret af regeringspartiet Partido Autonomista Nacional, som havde regeret uafbrudt fra 1874 til 1916; indvandrerne havde ligeledes ingen stemmeret.

Fra 1893 skærpedes grænsekonflikten med Chile, efter Bolivia havde afstået en del af Puna de Atacama til Argentina – et område som havde været besat af Chile siden Salpeterkrigen. Situationen udviklede sig til et våbenkapløb mellem Chile og Argentina. Den britiske konge Edvard 7. mæglede i 1902 i grænsestriden. Patagonien og Ildlandet blev igen opdelt, og heraf tilfaldt 54.000 km² Chile og 40.000 km² Argentina.

I 1912 blev stemmeret for alle indført af lederen for den liberale fløj af PAN, Roque Sáenz Peña, og i kølvandet kom i 1916 et magtskifte, da partiet Unión Cívica Radical fra den borgerlige protestbevægelse vandt valget. Det regerede frem til 1930, hvor et militærkup genindførte et konservativt system. 1930'erne bliver i dag oftest omtalt som década infame, det berygtede årti, hvor demokratiet kun eksisterede på papiret, og valgsvindel var dagligdag.

Peronisme

I løbet af den første halvdel af 1940'erne nåede den unge officer Juan Domingo Perón at manøvrere sig frem til magten i Argentina. Ved general Pedro Ramírez' kup blev Perón sat i spidsen for det dengang relativt ligegyldige arbejdsministerium, og blev gennem vidtrækkende indrømmelser overfor fagforeningerne hurtigt til en folkehelt for arbejderklassen. I 1946 blev han valgt som præsident. Hans hustru, Eva Peron, fik en overvældende modtagelse af det argentinske folk, der så hende som en helgen og kaldte hende Evita – Evita blev senere titlen på en musical og spillefilm om hendes liv – i sin kamp for de fattige blev hun landets mest magtfulde og omtalte kvinde. Den 26. juli 1952 døde Evita 33 år gammel og efterlod Argentina i landesorg.

Argentina var officielt neutralt under 2. verdenskrig. Landet sympatiserede i starten med aksemagterne, men støttede de allierede hen mod krigens slutning. Under krigen modtog Argentina mange flygtninge fra Europa; efter krigen søgte nazister og fascister tilflugt i Argentina såvel som i resten af Latinamerika. Blandt de mest kendte nazistiske krigsforbrydere, der flygtede til Argentina, var Adolf Eichmann, som 23. maj 1960 blev bortført af Mossad og taget til Israel, hvor han blev idømt dødsstraf, Josef Mengele, som var berygtet læge fra koncentrationslejren Auschwitz, og Walter Rauff, som under anden verdenskrig var medansvarlig for arbejdet med mobile gaskamre, såkaldte gasvogne, som blev brugt til at myrde fanger i koncentrationslejre.

Under Perón, som sympatiserede med de fascistiske grundtanker, søgte Argentina at afværge kommunismen gennem flere indrømmelser overfor arbejderne. Fra hans første regeringstid blev industrialiseringen af landet, som var begyndt efter den verdensomspændende økonomiske krise i 1930, forstærket og der blev gennemtvunget en importsubstitutionspolitik. I 1955 blev han afsat ved et kup, og flygtede i eksil. Peróns tanker har efterfølgende lagt navn til ideologien peronisme.

Ustabilitet og diktatur

Argentina oplevede i den følgende tid skiftevis økonomisk succes og krise. Indtil 1983 var der en æra af ustabilitet, hvor landet havde forskellige civile- og militærregeringer. Arturo Frondizis (1958–62) og Arturo Umberto Illias (1963–1966) demokratisk valgte regeringer blev væltet af det Perón-fjendtlige militær. I perioden 1966 til 1973 var landet et længere højrekonservativt militærdiktatur under Juan Carlos Onganía og hans efterfølgere. Diktaturet blev ophævet i 1973 efter stærke protester fra befolkningen. Landet blev kortvarigt et demokrati igen, hvorefter den stadig populære Perón fik tilladelse til at vende tilbage til landet, og snart efter genvandt magten.

Peróns anden embedsperiode fra oktober 1973 til sin død 1. juli 1974 bragte kun en ubetydelig beroligelse af Argentinas politiske og økonomiske forhold. Efter hans død blev hans tredje hustru, Isabel Perón (kaldet "Isabelita"), som han havde udnævnt til vicepræsident, indsat som præsident. Den tidligere natklubdanserinde blev dog overvældet af embedet og tjente udelukkende som marionet for højreorienterede peronister som José López Rega, der med AAA allerede under Perón havde indsat en paramilitær gruppe som torturerede og myrdede modstandere af regimet. Desuden tog de økonomiske problemer til i styrke, og landet blev ramt af en stærk inflation. Kriminelle grupperinger (Guerilleros) udnyttede kaosset til at begå bortførelser og andre forbrydelser i egen interesse.^{[kilde mangler]}

I 1976 kom et nyt kup, som installerede et militærdiktatur under ledelse af Jorge Rafael Videla. Diktaturet, som officielt fik navnet Proceso de Reorganización Nacional ("den nationale reorganiseringsproces") blev ledet af en tremands-junta, som forsøgte at løse situationen ved hjælp af åben statsterror i årene mellem 1976 og 1978 i det, som senere blev kendt som "den beskidte krig". I løbet af årene forsvandt anslået 30.000 modstandere af regimet, samt andre, samlet betegnet "Desaparecidos".

For at ende suverænitetsstridighederne over øerne på Amerikas sydlige spids, oprettede Argentina og Chile i 1971 et internationalt tribunal, som skulle beslutte en endelig fortolkning af grænseaftalen fra 1881. Voldgiften i Bealekonflikten blev fastslået i 1977, og gik på at alle øer syd for Isla Grande de Tierra del Fuego skulle tilhøre Chile. I 1978 erklærede Argentina voldgiften ugyldig, og forberedte sig på at indtage øerne militært ved Operation Soberania, hvilket dog blev undgået takket været indgriben fra den daværende pave.^{[kilde mangler]} Først i 1984 anerkendte Argentina officielt beslutningen, efter diverse ændringer, såsom en ændring i den maritime grænse mod vest, og underskrev Venskabs- og frihedstraktaten.

Det demokratiske Argentina

I april 1982 kom Argentina under den nye juntaleder Leopoldo Galtieri i krig mod Storbritannien i den såkaldte Falklandskrig. Konflikten begyndte efter Argentina invaderede Falklandsøerne, som ifølge Argentinas forfatning tilhørte Argentinas eget statsområde, men som dog blev administreret af Storbritannien. Invasionen af argentinske soldater blev besvaret af Storbritannien med et succesfuldt modangreb til lands, til vands og i luften. Argentina kapitulerede 14. juni samme år.

I 1983 vendte landet tilbage til demokrati. Den første demokratiske præsident i perioden var Raúl Alfonsín (UCR), som dog trådte tilbage før tid i 1989 som følge af en finanskrise. Partido Justicialista kom dermed igen til magten, med Carlos Menem i spidsen. Menems neoliberale finanspolitik og 1:1-bindelsen af den argentinske peso til den amerikansk dollar under hans første regeringstid var blandt de tiltag som stabiliserede landet. I hans anden regeringsperiode blev de negative sider ved hans finanspolitik dog mere synlige.^{[kilde mangler]}

Mellem 1998 og 2002 faldt landet på ny ind i en stor finanskrise, hvor købekraften gik 20% tilbage. I 1999 blev Menems regering afløst af en centrum-venstre-koalition med præsidentkandidaten Fernando de la Rúa. De la Rúa kunne dog ikke forbedre den finansielle situation, som hans forgænger havde efterladt, hurtigt eller holdbart.^{[kilde mangler]} Præsidentens tøven med at handle, stridigheder internt i koalitionen samt en stærk udenomsparlamentarisk opposition gennem fagforeningerne, som traditionelt var peronister, svækkede i stigende grad De la Rúa.^{[kilde mangler]} Dette kulminerede i slutningen af 2001 efter omfattende uro og plyndringer i at præsident Fernando de la Rúa trådte tilbage.

Efterfølgende kom mere peronistiske præsidenter, først Eduardo Duhalde som dog blev slidt op af håndteringen af krisen.^{[kilde mangler]} I maj 2003 blev Néstor Kirchner, som tilhørte den socialdemokratiske fløj af Partido Justicialista, valgt som ny præsident efter et meget kaotisk valgforløb. På trods af hans beskedne valgresultat var Kirchner meget vellidt af befolkningen i sin regeringstid, da det lykkedes ham at overvinde krisen og dermed forbedre landets overordnede situation.^{[kilde mangler]} Økonomien begyndte en kraftig vækst: i 2003 rapporterede Argentina om en vækst i bruttonationalproduktet helt op til +8,7% mod −10,9% i 2002. Kirchner blev dog også udsat for kritik, specielt på grund af hans autokratiske ledelsesstil og til dels også på grund af hans samarbejde med Piquetero-protestbevægelsen, hvilket blev tolket som populisme.^{[kilde mangler]}

Den efterfølgende periode har været præget af en forholdsvis stabil politisk udvikling i landet.

Politik

Argentinas grundlov stammer fra 1853 (med ændringer ved 1994 års reform af Argentinas grundlov). Den foreskriver en opdeling af magten i en lovgivende, en udøvende og en dømmende sektion.

Argentinas præsident og vicepræsident vælges ved direkte valg hvert fjerde år. De er begge begrænsede til to på hinanden følgende mandatperioder; de kan stille op til genvalg efter at have ventet en eller flere mandatperioder. Præsidenten udser statsministeren samt de øvrige ministre i kabinettet, og grundloven giver præsidenten stor magt som både stats- og regeringschef, hvilket blandt andet inkluderer magt til at stifte love ved kundgørelse i nødstilfælde (hvis det haster og er nødvendigt) og magten til at nedlægge veto mod hele love eller specifikke dele af love.

Argentinas lovgivende forsamling (med to kamre) er Congreso de la Nación, som består af et senat med 72 pladser og et repræsentanthus med 257 pladser. Siden 2001 vælges senatorer ved direkte valg hvert sjette år, idet hver provins er repræsenteret af tre senatorer. En tredjedel af senatet udskiftes hvert andet år. Medlemmerne i repræsentanthuset vælges ved et proportionelt valgsystem for en mandatperiode på fire år. Hvert andet år vælges halvdelen af repræsentanthusets medlemmer.

Politi

Politiet i Argentina er organiseret på tre niveauer: føderalt politi, provinspoliti og kommunalt politi. Det føderale politi består dels af det civile føderale politi – Policía Federal Argentina – som er et føderalt ordens- og kriminalpoliti, dels af det føderale gendarmeri - Gendarmería Nacional Argentina – som er en militær organisation med ansvar for grænsebevogtning og militær orden og sikkerhed. Den har også som sin særlige opgave at bekæmpe narkotikasmugling, terrorisme og organiseret kriminalitet, samt for at støtte andre politimyndigheder når deres ressourcer ikke er tilstrækkelige til at opretholde almindelig ro og orden. Prefectura Naval Argentina er en føderal politiagtig kystbevogtningsorganisation. Et føderalt flyvepladspoliti - Policía de Seguridad Aeroportuaria (PSA) blev oprettet i 2005 for at opretholde orden og sikkerhed ved Sistema Nacional de Aeropuertos (de føderalt drevne flyvepladser).

Forsvaret

Præsidenten er øverstbefalende for det argentinske forsvar, som en del af en retslig ramme, som indebærer en strikt adskillelse mellem det nationale forsvar og interne sikkerhedssystemer:

Det argentinske forsvar er en professionel hær.

• Hæren består af 44.000 soldater i aktiv tjeneste (kontinuerligt tjeneste) og 16.000 reservister (tidvis tjeneste). Den er organiseret på tre hærfordelingsområder, en hasteindsatsstyrke og hærens flyvetjeneste. Operativt bestod hæren i 2011 af ti brigader: to panserbrigader, tre mekaniserede brigader, tre bjergbrigader, en luftlandsætningsbrigade og en junglebrigade.
• Marinen i sin helhed bestod i 2007 af 20.000 sømænd og marinesoldater i aktiv tjeneste, omkring 10.000 reservister og cirka 7.000 civilansatte. Marineinfanteriet udgjorde heraf cirka 5.500 marinesoldater og marineflyvevåbenet af cirka 3.000 flysoldater. Marinen er organiseret i en kampstyrke med 4 jagere og 6 fregatter, en undervandskampstyrke med 3 ubåde, en amfibiekampstyrke og en flykampstyrke på to marineflykampenheder med 75 fly og helikoptere.
• Flyvevåbenet havde i 2007 15.000 flysoldater i aktiv tjeneste og 7.000 civilansatte med 375 fly og helikoptere i 8 flykampenheder.

Menneskerettigheder

Angående menneskerettighederne og medlemskab af de syv organer i den internationale menneskerettighedserklæring, heriblandt FN's menneskerettighedskomite (HRC), har Argentina underskrevet eller ratificeret de følgende:

Administrativ inddeling

Uddybende artikel: Argentinas provinser

Argentina er opdelt i 23 provinser (provincias, ental – provincia), og et føderalt distrikt (distrito federal).

Økonomi

De vigtigste næringsveje er industri og landbrug. Der udvindes nogen råolie og naturgas i syd, men ikke nok til at gøre Argentina selvforsynende. Argentina har rige naturressourcer, en godt uddannet befolkning, en eksportorienteret landbrugssektor og en bred industriel base. I slutningen af 1980'erne oplevede landet ikke desto mindre en gældskrise. Inflationen nåede 200 % og industriproduktionen sank dramatisk. Argentina førte efterfølgende en økonomisk politik præget af dramatiske politikændringer, en stor offentlig og beskyttet sektor, og en lidet vellykket blanding af handelsliberalisme og produktionsmæssig protektionisme, under forhold med udbredt korruption og vanstyre.

For at bekæmpe den økonomiske krise indførte IMF et strukturtilpasningsprogram, hvor valutaen blev devalueret, næringslivet privatiseret og handelen liberaliseret. I 1991 indførte Argentina en ny, radikal pengepolitik, hvor blandt andet pesoen blev låst til dollar-kursen. I slutningen af 2001 kollapsede økonomien fuldstændig. Fattigdommen var udbredt: i 2001 levede 37 % af befolkningen i Argentina under fattigdomsgrænsen.

I 2011 kom næsten 60 % af al elektricitet, som produceredes i Argentina, fra fossile brændstoffer, overvejende gas og oliedrevne varmekraftværker, 30 % fra vandkraft og resten fra atomkraft. Atomkraften har 2 reaktorer i brug og en tredje under konstruktion.

Landbrug

Landbrug og kvægavl har i lange tider været hovednæringsveje og bidrager med 3/4 af eksportindkomsterne. Jordbruget er stærkt mekaniseret og drives overvejende på storgodser (estancior). Med sine frugtbare løsjorder er Pampas landets kornkammer. Her dyrkes især hvede og majs, og her driver gauchos, Argentinas cowboys, store kvæghjorde. Fåreavl er almindelig i Patagonien og dele af Gran Chaco. Argentina er en af verdens største korneksportører og producenter af kød, huder og uld.

Råstofressourcerne er gode men kun i ringe udstrækning udnyttede.

I de seneste år er man flere steder i Argentina gået over til at dyrke genmodificerede sojabønner, som tåler store mængder af giftstoffer, som sprøjtes over markerne, som ofte ligger tæt på landsbyer. Disse giftstoffer anklages for at være kræftfremkaldende og give fosterskader, og der ses øgning af forekomsten af både kræft og fosterskader i områder med denne type af produktion. Danmark importerer årlig over en million ton soja fra Argentina, der hovedsagelig bruges til foder til kvæg, svin og høns.

Industri

Industrien har overvejende været rettet mod forædling af jordbrugsprodukter (slagterier, fryserier, konservesfabrikker) men tung produktion er under udbygning. Halvdelen af landets eksport kommer fra landområderne. I 2012 kom 20,3% af BNP fra fabrikation - den største vare-producerende sektor i landets økonomi.

Med en produktions vækstrate på 6,5% i 2011, hviler den mangfoldige produktionssektor på et stabilt voksende netværk af industriområder (314 pr. 2013)

I 2012 var de førende sektorer efter volumen: fødevareforarbejdning, drikkevarer og tobaksprodukter, motorkøretøjer og bildele, tekstil og læder; produkter fra olieraffinaderi og biodiesel; kemikalier og medicin, stål, alumin7ium og jern, maskiner til industri og landbrug, hvidevarer og møbler, plast og dæk, glas og cement, og optagelse og trykte medier. Derudover har Argentina i lang tid været et af top-fem vinproducerende lande i verden. Landet er dog også blevet klassificeret som et af 74 lande hvor der forekommer børnearbejde og tvangsarbejde er blevet observeret og er nævnt i rapporten fra 2014 publiceret af Bureau of International Labor Affairs.

Turisme

Turisme i Argentina er præget af tilbud med kulturelle arrangementer og attraktioner i form at en varieret natur. Landet havde 5,57 millioner besøgende i 2013, hvilket gjorde landet til det mest besøgte i Sydamerika og næstmest besøgte i Latinamerika, næst efter Mexico. Indkomsten fra besøgende fra andre lande nåede op på 4,41 milliarder US dollars i 2013, hvilket var mindre end året før, indkomsten var på 4,89 milliarder US dollars i 2012. Landets hovedstad, Buenos Aires, er den mest besøgte by i Sydamerika. Der er 30 nationalparker i Argentina, deriblandt er flere med i UNESCOs Verdensarvsliste.

Kultur

Musik

Argentina er kendt som tangoens hjemland. Tangoen udvikledes i 1800-tallet i Buenos Aires fattigkvarter. Tangoen er påvirket fra Afrika og Europa og er et af landets kulturelle symboler. Tangoens guldalder (1930 til midten af 1950'erne) afspejlede jazz og swing i USA, med store orkestre som Osvaldo Pugliese, Aníbal Troilo, Francisco Canaro, Julio de Caro og Juan d'Arienzo stod for. Efter 1955 gjorde virtuosen Astor Piazzolla Nuevo tango populær, en finere og mere intellektuel tendens for genren. Tango er siden blevet populært i hele verden med grupper som Gotan Project, Bajofondo og Tanghetto.

Litteratur

Inden for litteraturen kan Jorge Luis Borges nævnes. Hans magiske realisme gav en række noveller, blandt andet Biblioteket i Babel fra 1944. Blandt de tidlige modernister i 1900-tallet kan nævnes poeten Leopoldo Lugones og romanforfatteren Enrique Larreta.

Modernismebevægelsen avancerede ind i det 20. århundrede med forfattere som Leopoldo Lugones og digteren Alfonsina Storni, efterfulgt af Vanguardismen, med Don Segundo Sombra efter Ricardo Güiraldes som en vigtig reference.

Jorge Luis Borges, Argentinas mest anerkendte forfatter og en af vigtigste figurer i litteraturens historie, fandt nye måder at se på den moderne verden i metaforer og filosofisk debat og han har påvirket forfatter fra hele verden. Noveller som f.eks. Fiktioner og Alefen er blandt hans kendteste værker. Han var ven med og samarbejdede med Adolfo Bioy Casares, som skrev en af de mest roste science fiction romaner, Morels opfindelse. Julio Cortázar, en af de førende medlemmer af den latinamerikanske blomstring og et stort navn i det 20. århundredes litteratur, påvirkede en hel generation af forfattere i Amerika og Europa.

Andre anerkendte argentinske forfattere, digtere og essayister er bland andre Estanislao del Campo, Eugenio Cambaceres, Pedro Bonifacio Palacios, Hugo Wast, Benito Lynch, Enrique Banchs, Oliverio Girondo, Ezequiel Martínez Estrada, Victoria Ocampo, Leopoldo Marechal, Silvina Ocampo, Roberto Arlt, Eduardo Mallea, Manuel Mujica Láinez, Ernesto Sabato, Silvina Bullrich, Rodolfo Walsh, María Elena Walsh, Tomás Eloy Martínez, Manuel Puig, Alejandra Pizarnik, og Osvaldo Soriano.

Teater

Buenos Aires er en af de store teaterhovedstad i verden, med en scene af international kaliber centret på Corrientes Avenue, "gaden som aldrig sover", der af og til refereres til som en intellektuel Broadway i Buenos Aires. Teatro Colón er et globalt kendemærke for opera og klassiske opførelser; dets akustik anses for at være blandt verdens top fem. Andre vigtige teaterscener er bl.a. Teatro General San Martín, Cervantes, begge i Buenos Aires City; Argentino i La Plata, El Círculo i Rosario, Independencia i Mendoza og Libertador i Córdoba. Griselda Gambaro, Copi, Roberto Cossa, Marco Denevi, Carlos Gorostiza, og Alberto Vaccarezza er blot nogle af de mest prominente argentinske dramatikere.

Film

Argentinas filmindustri har historisk været en af de tre mest udviklede indenfor latinamerikansk film, sammen med film fra Mexico og Brasilien. Den argentinske filmhistorie startede i 1896, og i starten af 1930'erne var landet allerede blevet den førende filmproducent i Latinamerika, og beholdt denne plads frem til starten af 1950'erne. Verdens første animerede biograffilm blev lavet og udgivet i Argentina, af tegnefilmskaberen Quirino Cristiani i 1917 og 1918.

Argentinske film har modtaget anerkendelse fra hele verden: landet har vundet to Oscar for bedste fremmedsprogede film, med The Official Story (1985) og The Secret in Their Eyes (2009) med syv nomineringer:

• The Truce (La Tregua) i 1974
• Camila (Camila) i 1984
• The Official Story (La Historia Oficial) i 1985
• Tango (Tango) i 1998
• Son of the Bride (El hijo de la novia) i 2001
• The Secret in Their Eyes (El Secreto de sus Ojos) i 2009
• Wild Tales (Relatos Salvajes) i 2015

Damián Szifron episodiske sorte komedie fra 2014 Wild Tales (Relatos salvajes) er en af de mest succesfulde argentinske film, nationalt som internationalt.

Sport

Argentinas nationalsport er pato, som er en sport som udøves på hesteryg og som kombinerer indslag fra polo og basketbold. Argentina er et af verdens største fodboldlande, og Argentinas fodboldlandshold har vundet VM i fodbold tre gånge, i (1978, 1986 og 2022) og været i finale yderligere tre gange, således i 2014. Det vandt tillige OL-guld i fodbold for herrer i OL 2004 i Athen i Grækenland samt OL 2008 i Peking, Kina. Argentinska klubhold som CA Boca Juniors og CA Independiente har haft store fremgange internationalt og er, sammen med CA River Plate - som er den klub, som vundet den argentinske liga flest gange - blandt de mest kendte og populære i Sydamerika. Den tidligere fodboldsstjerne Diego Maradona er meget populær, men listen over fremtrædende argentinske fodboldspillere gennem årene er lang og omfatter navne som Alfredo Di Stéfano, Enrique Omar Sivori, Antonio Sastre, Guillermo Stabile, Amadeo Carrizo, Ernesto Grillo, Adolfo Pedernera, Mario Alberto Kempes, Angel Amadeo Labruna, Daniel Passarella, Ricardo Enrique Bochini, Oscar Ruggeri, Sergio Goycochea, Gabriel Batistuta, Javier Zanetti, Lionel Messi, Diego Simeone, Sergio Agüero, Javier Mascherano og Gonzalo Higuaín.

Argentina har også haft fremgange inden for basket, vandt OL-guld i basket for herrer ved OL 2004 i Athen i Grækenland og bronze ved OL 2008 i Peking i Kina.

Andre sportsgrene med mærkbare resultater er tennis (de mest kendte tennisspillere: Guillermo Vilas, Gabriela Sabatini, Juan Martín del Potro, David Nalbandian, Gastón Gaudio), hestepolo, rugby (med "Los Pumas"- Argentinas herrelandshold i rugby union) , landhockey (Las Leonas), boksning og golf.

I 2018 skal Buenos Aires være vært for Olympiske Lege for unge.

Videnskab

Argentina har flere nobelpristagere: Bernardo Alberto Houssay (medicin), Luis Federico Leloir (kemi), Adolfo Pérez Esquivel (fredsprisen), Carlos Saavedra Lamas (fredsprisen) og César Milstein (fysiologi eller medicin).

Se også

• Verdens lande

Noter

Andre noter

Litteratur

Eksterne henvisninger

• The World Factbook om Argentina
• Turistoplysninger om Argentina Arkiveret 21. juli 2005 hos Wayback Machine (på engelsk og spansk)
• Dansk udvandring til Argentina Arkiveret 14. august 2016 hos Wayback Machine

Madrid er Spaniens hovedstad og landets største by. Selve byen har omkring 3,3 millioner indbyggere, og hovedstadsområdet (byen med forstæder) har over 6 millioner indbyggere. Målt på befolkningstal er selve byen den andenstørste i EU efter Berlin, og hovedstadsområdet er ligeledes andenstørste efter Paris. Byens areal er omkring 605 km².

Byen ligger ved Manzanares-floden på den kastilianske højslette omtrent midt i landet. Den blev grundlagt i det 9. århundrede af maurerne, og den blev hovedstad under Filip 2. af Spanien i 1561. Byen blomstrede op under den spanske guldalder i det 16. og 17. århundrede, hvorfra en række af byens markante bygninger stammer. Under den spanske borgerkrig var Madrid centrum for nogle af de hårdeste kampe, der forårsagede voldsomme ødelæggelser, men byen er siden genopbygget og er nu centrum for landet inden for erhvervsliv og kultur. Den er kendt som en meget grøn by med store parkområder og andre grønne arealer, der anvendes til rekreative formål.

Blandt byens seværdigheder er nogle af de mest fremtrædende kongeslottet, Pradomuseet, Teatro Real, Buen Retiro-parken og Plaza de Cibeles; sidstnævnte er blevet en slags symbol på byen Madrid.

Symbolik

Etymologi

Der er flere teorier om oprindelsen af navnet "Madrid". Ifølge legenden blev byen grundlagt af Ocno Bianor, søn af kong Tyrrhenius af Toscana og Mantova, og blev i den forbindelse kaldt "Metragirta" eller "Mantua Carpetana". Andre forskere hævder, at byens oprindelige navn var "Ursaria" (latin: "Bjørnenes land") på grund af de mange bjørne, der fandtes i de omkringliggende skove.

Det ældste nedskrevne navn for byen er "Magerit", der stammer fra den fæstning, der blev opført ved Manzanares-floden i det 9. århundrede e.Kr. Navnet betyder "stedet med meget vand". Hvis denne form er korrekt, kan der være en keltisk forbindelse, idet endelsen rit kendes fra dette sprog som ritu- i betydningen "fort", mens første led i navnet er mere uklart, men kan være afledt af magos i betydningen "mark" eller stamme fra matu, der betyder "bjørn", hvorved er der skabt en forbindelse til "Ursaria".

Navnet kan spores tilbage til det 2. århundrede f.Kr., hvor romerne anlagde en bosættelse ved Manzanares-floden. Navnet på denne første landsby var "Matrice" (med en henvisning til floden gennem bosættelsen). Efter skiftende herskerforhold over området blev det umayyaderne, der i det 7. århundrede erobrede en stor del af den Iberiske Halvø og omdøbte landsbyen til "Mayrit" efter det arabiske begreb ميرا Mayra (i betydningen at vandet er "livgiver") samt den iberoromerske endelse -it, som betyder sted. Det moderne navn "Madrid" udviklede sig fra det mozarabiske "Matrit", der i nutiden bruges som demonym for folk fra byen.

Våbenskjold og byflag

Hovedelementerne i Madrids våbenskjold er en sort bjørn, der strækker sig op ad stammen på et jordbærtræ for at få fat på dets frugter. Bjørnen kan spores tilbage til slaget ved Las Navas de Tolosa i 1212 mellem Alfons 8. af Castilien og almohaderne, hvortil Madrids bystyre sendte en afdeling soldater til støtte for den kristne konge. Disse tropper bar ifølge samtidige krøniker et banner, der identificerede dem, og som viste en stående bjørn på en sølvfarvet baggrund.^{[kilde mangler]}

I 1222 var der en strid mellem Madrids gejstlighed og bystyre om retten til de afgrøder, der kunne høstes fra markerne og skovene omkring byen. Kong Alfons afgjorde striden således, at bystyret fik skovene, og kirken fik markerne. Bystyret var så tilfreds med dette, at det straks ændrede våbenskjoldet til også at indeholde et træ. Årsagen til, at der er tale om et jordbærtræ, er usikker, idet denne træsort oprindeligt ikke har været særlig markant i området; der er muligvis tale om en forveksling med et nældetræ, der var mere udbredt og også har røde frugter. Men i historiens løb er det blevet en vedtaget sandhed, at der er tale om et jordbærtræ, og for at leve op til dette er der plantet mange jordbærtræer i byen.^{[kilde mangler]}

Rundt om det centrale motiv med bjørnen og træet ses syv sølvfarvede stjerner, hvilket henviser til stjernebilledet Store Bjørn, hvori Karlsvognen består af syv klare stjerner. Øverst ses en krone som symbol på det spanske kongerige.^{[kilde mangler]}

Byflaget er karmoisinrødt med våbenskjoldet i centrum.

Historie

Oprindelse og tidlig middelalder

Det område, som Madrid er beliggende på, har været beboet siden præhistorisk tid, og man der er arkæologiske fund af karpetanske bosættelser, romerske huse, en visigotisk basilika nær kirken Santa María de la Almudena og tre visigotiske nekropoler ved Casa de Campo, Tetúan og Vicálvaro. I romertiden tilhørte Complutum-stiftet (det nuværende Alcalá de Henares), og da visigoterne fik magten i landet, opstod der en landsby på dette område. Den nuværende by har rødder tilbage til den muslimske periode i det 9. århundrede, hvor Muhammad 1. af Córdoba lod opføre et lille palads, hvorpå nu det kongelige palads ligger. Rundt om paladset opførte araberne et citadel, ikke langt fra Manzanares-floden. Fæstningen var én af en række lignende befæstninger, som Mohammad lod opføre på grænsen mellem Al-Andalus og kongerigerne León og Castilien for at beskytte Toledo mod invasion fra kristne styrker samt som udgangspunkt for muslimske angreb. Det er fra den periode, de første historiske vidnesbyrd om byen findes. Efter Córdoba-kalifatets opløsning blev Madrid en del af Toledo-taifaen.

I 1085 indtog den kristne kong Alfons 6. af Léon og Castilien byen og citadellet i sin march mod Toledo. Han omdannede den stedlige moske til kristen kirke tilegnet jomfruen af Almudena og gjorde byen til en del af kongeriget Castilien. De kristne overtog nu byens centrum efter muslimerne, som sammen med jøderne måtte slå sig ned i forstæderne. I 1188 fik Madrid byrettigheder med repræsentation ved hoffet i Castilien. I 1202 gav Alfons 8. af Castilien byen ret til egen rådsforsamling.

I 1329 forsamledes Cortes Generales for første gang i byen for at rådgive Alfons 11. af Castilien. Efter uro og en omfattende brand lod Henrik 3. af Castilien i slutningen af det 14. århundrede byen genopbygge, idet han selv tog bolig uden for bymurene i paladset El Pardo. I det 15. århundrede endte en århundredlang strid mellem kongerigerne Castilien og Aragonien med giftermålet i 1469 mellem de katolske monarker, Isabella og Ferdinand, der blandt andet beseglede denne forsoning med et pompøst indtog i Madrid. Indtil da havde de sefardiske jøder og maurere fået lov til fortsat at bo i byen, men da det forenede Spanien under sidste del af reconquistaen mod slutningen af det 15. århundrede havde held til at tage magten i det sidste mauriske område på den iberiske halvø omkring Granada, blev disse befolkningsgrupper også fordrevet fra Madrid.

Moderne tid

Under Comunerosoprøret (1520-21) gik Madrid med i oprøret mod Karl 5., der var kejser af det tysk-romerske rige og konge af Spanien, men efter nederlaget i slaget ved Villalar blev Madrid belejret og indtaget af kongens tropper. Karl var dog storsindet over for byen og gav den titel af Coronada ("kronet") og Imperial. Da Frans 1. af Frankrig blev taget til fange i slaget ved Pavia, blev han holdt fængslet i Madrid. Frans måtte skrive under på Madrid-aftalen, der var meget ydmygende for Frankrig; Frankrig undsagde da også senere aftalen.

I juni 1561 havde Madrid 30.000 indbyggere. Filip 2. flyttede sit hof fra Toledo til Madrid og indrettede sig i det gamle slot. Som følge heraf blev Madrid nu kongerigets politiske centrum og har siden været hovedstad i landet, bortset fra en kort periode (1601-06), hvor Filip 3. flyttede hoffet til Valladolid. Statussen som hovedstad var afgørende for Madrids udvikling. Et kendt udtryk markerede denne identitet: "Sólo Madrid es corte" ("Madrid er det eneste hof") som dog også kan forstås modsat "Madrid es sólo corte" ("Madrid består kun af hoffet").

Under Filip 3. og Filip 4.'s herredømme oplevede Madrid en kulturel guldalder med store personligheder som Miguel de Cervantes, Diego Velázquez, Francisco de Quevedo og Lope de Vega.

Karl 2.'s død markerede indledningen på den spanske arvefølgekrig. I denne strid støttede Madrid Filip af Anjou i hans krav på kronen som Filip 5. Byen blev i 1706 og igen i 1710 besat af portugisiske tropper, som proklamerede ærkehertug Karl af Østrig som spansk konge under navnet Karl 3., men på trods af dette forblev Madrid loyal over for Filip 5.

Filip lod opføre flere markante bygninger i byen, herunder Palacio Real, Den Kongelige Gobelinfabrik og de vigtigste af de kongelige akademier. Men den vigtigste konge af huset Bourbon var Karl 3., der blev kendt som "den bedste borgmester i Madrid". Karl påtog sig fra midten af det 18. århundrede opgaven at transformere byen til et niveau svarende til de øvrige betydelige hovedstæder. Han sørgede blandt andet for anlæggelsen af kloakker, indførelse af gadebelysning og flytning af kirkegårde uden for bymuren. Han stod også bag opførelsen af flere monumenter (blandt andet Puerta de Alcalá og Cibeles-springvandet) og kulturinstitutioner, herunder Pradomuseet, den kongelige botaniske have og det kongelige observatorium. Skønt han er kendt for at være en af Madrids største velgørere, var begyndelsen af Karl 3.'s regeringstid slet ikke fredelig, idet han i 1766 måtte nedkæmpe Esquilache-oprøret, en konservativ revolte anstiftet af adelen og præsteskabet mod Karls reformplaner, som blandt andet ville ophæve beklædningsdekretet, så kapperne blev kortere, og man ikke havde hatte, der dækkede ansigterne; begge dele havde til hensigt at reducere antallet af forbrydelser i byen.

Karl 3. var populær i befolkningen i modsætning til sin søn, Karl 4., fra hvis regeringstid man i Madrid primært husker tilstedeværelsen af Francisco Goya, der portrætterede både det folkelige liv og hoffet.

Det 19. århundrede til nutiden

27. oktober 1807 underskrev Karl 4. og Napoleon 1. af Frankrig Fontainebleau-aftalen, som lod franske tropper passere gennem spansk territorium for at blive forenet med den spanske hær i en invasion af Portugal, som havde nægtet at gå med i en international blokade af England. Mens dette stod på, opstod mytteriet i Aranjuez (17. marts 1808), hvorefter kronprinsen overtog magten i landet under navnet Ferdinand 7. Imidlertid var Madrid allerede besat af Joachim Murat, da Ferdinand vendte tilbage til hovedstaden, hvorpå både far og søn reelt blev holdt fangne af den franske hær. Napoleon udnyttede de spanske bourboners problemer og tvang far og søn til at slutte sig til ham i Bayonne, hvortil Ferdinand ankom 20. april.

I fraværet af de to konger blev situationen mere og mere anspændt i Madrid. Da Murat forlangte yderligere medlemmer af kongefamilien deporteret til Bayonne, samlede en folkeskare sig 2. maj 1808 foran det kongelige palads for at forhindre deportationen. Det kom til tumulter, hvor menneskemængden kom i kamp med de veludrustede franske tropper i byens gader, og mange borgere blev dræbt eller såret, men også en del soldater måtte lade livet. De efterfølgende repressalier var brutale. På Paseo del Prado og markerne ved Moncloa-paladset blev hundredvis af patrioter skudt på ordre fra Murat, hvis de var blevet taget til fange med våben i hånd. Hændelserne blev foreviget i blandt andet malerier som Goyas Den tredje maj 1808 og afspejler undertrykkelsen, der afsluttede den folkelige opstand 2. maj.

Den spanske selvstændighedskrig mod Napoleon affødte, trods de sidste enevældige krav under Ferdinand 7.'s regering, en ny stat baseret på liberale og borgerlige tanker, åben for nye tanker, der strømmede ind fra det øvrige Europa. Madrid blev som spansk hovedstad påvirket af disse strømninger som ingen andre byer og blev fyldt med teatre, cafeer og aviser. Madrid blev hyppigt forandret af revolutionære bølger og erklæringer som Vicálvaro i 1854, anført af general Leopoldo O'Donnell, som førte til et par progressive år. Imidlertid havde Madrid i begyndelsen af det 20. århundrede udviklet sig mere til en lilleby end til en moderne storby. I løbet af den første tredjedel af det 20. århundrede blev byens befolkningstal næsten fordoblet, så der boede 950.000 mennesker der. Nye forstæder som Las Ventas, Tetuán og El Carmen blev hjemstæder for tilstrømningen af arbejdere, mens Ensanche blev middelklassens bydel i Madrid.

Den spanske grundlov (1931) var den første, der eksplicit kundgjorde, at Madrid var landets hovedstad.

Madrid var under den spanske borgerkrig (1936-39) skueplads for en række af de voldsomste kampe. Republikanerne havde fra 1936 hovedsæde i byen, der derfor var målet for nationalisterne under ledelse af general Franco. I byens vestlige forstæder fandt en altafgørende kamp sted i november 1936, og det var under borgerkrigen, at byen blev mål for historiens første systematiske luftbombardement mod civile i Europa (japanerne havde inden da som de første i verdenshistorien bombet civile i Shanghai fra fly). Madrid var belejret under hele den tre år lange borgerkrig, og det blev nationalisternes erobring af byen i slutningen af marts 1939, der endegyldigt betød afslutningen af krigen til fordel for Francos nationalistiske diktatur.

Under det økonomiske boom i Spanien fra 1959 til 1973 gennemgik Madrid en enestående udvikling, såvel befolkningsmæssig som økonomisk, og blev den spanske by med højeste BNI pr. indbygger og tredjehøjeste i Vesteuropa. Byområdet blev udvidet ved at overtage nabokommuner, hvorved det nåede den nuværende udstrækning på 607 km². Det sydlige Madrid blev stærkt industrialiseret, og der foregik en massiv tilflytning af landarbejdere til hovedstaden. Madrids nyopførte nordvestlige område blev hjemstedet for den nye blomstrende middelklasse, der opstod i kølvandet på det spanske økonomiske mirakel, mens den sydøstlige del af byen blev det iøjnefaldende hjemsted for arbejderklassen, og som blev basis for en kulturel og politisk reform.

Med Francos død og indførelsen af en demokratisk regering forblev Madrid med grundloven fra 1978 landets hovedstad. Kommunalvalget i 1979 førte til den første demokratisk valgte borgmester i Madrid siden den anden republik under borgerkrigen. Madrid var hjemsted for nogle markante begivenheder gennem de følgende år, heriblandt massedemonstrationerne til støtte for demokratiet efter det mislykkede kupforsøg 23. februar 1981. Efter at de første demokratisk valgte borgmestre tilhørte venstrefløjen (Galván og Gallardo), blev magten i byen efterhånden mere konservativ (Sahagún, del Manzano, Ruiz-Gallardón, Botella). Byen nød godt af stigende velstand i 1980'erne og 1990'erne og har frem mod i dag konsolideret sin position som en af de vigtige økonomiske, kulturelle, industrielle, uddannelsesmæssige og teknologiske centre på det europæiske kontinent.

Byens ledelse

Byrådet i Madrid består af 57 medlemmer, heriblandt borgmesteren, der for tiden er Manuela Carmena fra partiet Ahora Madrid. Borgmesteren er leder af byrådet.

Byrådet er folkevalgt og har ansvaret for byens økonomi, valg og afsættelse af borgmesteren, vedtagelse og ændring af dekreter og bestemmelser, godkendelse af budgetter, ledelse af byens service, beslutning om deltagelse i fælleskommunale organisationer med mere. Den daglige ledelse klares af et magistrat bestående af borgmesteren, viceborgmesteren og otte andre medlemmer af byrådet. Nu om stunder forestås den daglige ledelse af en magistrat bestående af overborgmesteren, økonomiborgmesteren og otte andre medlemmer af byrådet.

Partido Popular har historisk set haft stor indflydelse på politikken i Madrid, og specielt har partiet siddet på borgmesterposten konstant siden 1989. Ved lokalvalget i 2011 fik partiet 31 af byrådets 57 pladser og dermed det absolutte flertal. Det socialdemokratiske Partido Socialista Obrero Español fik 15 pladser, det venstreorienterede parti Izquierda Unida 6 pladser, mens Unión, Progreso y Democracia fik de sidste 5 pladser.

Borgmester Botella har siddet på posten siden 2011, hvor den hidtidige borgmester, Alberto Ruiz-Gallardón, også fra Partido Popular, efter parlamentsvalget trak sig fra borgmesterposten for at blive landets justitsminister. Ved lokalvalget i samme år beholdt Botella som Partido Populars spidskandidat borgmesterposten med en samlet tilslutning på 49,6 % (31 af de 57 pladser), og partiet vandt i alle valgdistrikter på nær to.

Som hovedstad, regeringsby og residensby for kongen er Madrid ligeledes det politiske center for hele Spanien.

Administrativ inddeling

Madrid er administrativt opdelt i 21 distrikter (distritos), som igen er opdelt i 128 kredse (barrios).

1. Centro
2. Arganzuela
3. Retiro
4. Salamanca
5. Chamartín
6. Tetuán
7. Chamberí
8. Fuencarral-El Pardo
9. Moncloa-Aravaca
10. Latina
11. Carabanchel
12. Usera
13. Puente de Vallecas
14. Moratalaz
15. Ciudad Lineal
16. Hortaleza
17. Villaverde
18. Villa de Vallecas
19. Vicálvaro
20. San Blas
21. Barajas

Hovedstadsområdet

Hovedstadsområdet Madrid består af selve byen Madrid samt 40 omgivende kommuner. Det havde i 2010 en samlet befolkningstal på 6,359 millioner og dækker et areal på 5.336 km². Det er det befolkningsmæssigt største storbyområde i Spanien.

Som ved de fleste andre storbyområder af tilsvarende størrelse kan man opdele Madrid-området i to, hvad angår urbanisering:

• Indre ring (primera corona): Alcorcón, Leganés, Getafe, Fuenlabrada, Coslada, Alcobendas, Pozuelo de Alarcón, San Fernando de Henares
• Ydre ring (segunda corona): Villaviciosa de Odón, Parla, Pinto, Valdemoro, Rivas-Vaciamadrid, Torrejón de Ardoz, Alcalá de Henares, San Sebastián de los Reyes, Tres Cantos, Las Rozas de Madrid, Majadahonda, Boadilla del Monte

De største forstæder ligger mod syd og generelt ved de store indfaldsveje til byen.

De større byområder i storbyområdet er følgende:

Geografi og natur

Beliggenhed

Byen ligger ved floden Manzanares i centrum af landet mellem de autonome landsdele Castilla y León og Castilla-La Mancha. Den ligger i Castilien på Meseta-højsletten i en højde af 667 m.o.h., hvilket gør byen til den højestbeliggende hovedstad i EU.^{[kilde mangler]} Nordvest for byen ligger bjergkæden Sierra de Guadarrama. Mod øst ligger Henares-dalen, hvorigennem vejen og jernbanen mod Zaragoza og Barcelona går. Omkring 50 km mod syd ligger Toledo, der, før Madrid blev en betydende by, var den vigtigste by i området.

Landskab

Landskabet i regionen Madrid er meget varieret. Bjergkæden Sierra de Guaderrama med toppe på omkring 2.000 m med Peñalara på 2.430 m som det højeste punkt ligger i udkanten af byen mod nordvest, hvorfra den strækker sig sydvest-nordøst. Der findes også græsarealer med spredte træer brugt til dyrehold (såkaldte dehesas) samt lavtliggende sletter. Der findes endvidere større områder med skove med blandt andet fyr, pyrenæisk eg og steneg samt områder med dyrkning af planter som korn.

Selve byen er kendt for sine mange grønne områder. I byen er der 3.300 hektar parkområder inden for bygrænsen, hvilket svarer til cirka 11,5 m² per indbygger - pænt over de øvrige storbyer i Europa (fx London med 8 og Paris med 9 m² per indbygger).

Natur

Faunaen i området omfatter blandt andet en stor koloni munkegribbe, og mange af de sidste spanske kejserørne findes her.

Klima

Madridregionen har et tempereret middelhavsklima med relativt kolde vintre og temperaturer, der ofte falder under 0 °C. Der er sporadiske snefald de fleste år. Somrene er ofte varme med temperaturer over 35 °C i juli, af og til op til 40 °C. Pga. Madrids høje beliggenhed og tørre klima er nattemperaturerne ofte kølige, hvilket giver et lavere gennemsnit i sommermånederne. Disse ekstremer giver anledning til ordsproget Nueve meses de invierno, tres meses de infierno (ni måneder med vinter, tre måneders helvede). Den højeste temperatur, der er målt i byen, er 40,6 °C, hvilket forekom 10. august 2012, mens den laveste temperatur stammer fra 16. januar 1945 og var på -10,1 °C.Nedbørsmængderne er ret lave, men der falder dog nedbør hele året. Sommer og vinter har de tørreste måneder, mens der falder mest nedbør om efteråret og foråret.

Økonomi

Økonomisk udvikling

Med kongens udnævnelse af Madrid til Spaniens hovedstad mod slutningen af middelalderen opnåede byen en voldsom økonomisk vækst. Da Spanien i lighed med mange andre europæiske lande centraliserede kongemagten, fik Madrid stor magt som centrum for landets styre. Dette affødte blandt andet, at byen tiltrak håndværkere i stort antal, og i det 19. århundrede fortsatte udviklingen med den industrielle revolution. I det 20. århundrede tog byen yderligere store skridt på det økonomiske område, særligt efter den spanske borgerkrig, og nåede efterhånden et industrialiseringsniveau svarende til de fleste andre europæiske hovedstæder. Byens økonomi var baseret på forskellige former for produktion, heriblandt køretøjer, flyvemaskiner, kemiske produkter, elektronik, farmaceutiske produkter, forarbejdede fødevarer, trykkeri- og læderprodukter.

Seneste årtier

Madrid er et internationalt forretnings- og handelscentrum. Byen er et af Europas største finanscentre og det største i Spanien. I perioden 1992-2006 skete der en omfattende vækst inden for servicesektoren. Blandt de vigtigste områder er services rettet mod andre virksomheder, fulgt af transport, kommunikation, ejendomshandel og finansvirksomhed. Disse brancher udgør alene 51 % af Madrids bruttoindkomst og 62 % af indkomsten i servicesektoren. Særlig markant i denne sammenhæng er Madrid-Barajas Lufthavn med det største bidrag fra en enkelt virksomhed til byens økonomi. I perioden op til 2006 stod boligbyggeri og offentlige anlægsarbejder af ringveje og jernbaner for en betydelig del af byens økonomi.

Efterhånden som Spanien er blevet mere politisk decentraliseret, er Madrids rolle som administrativt centrum faldet i sammenligning med resten af landet. På trods heraf havde storbyområdet Madrid den største økonomiske vækst i Spanien i perioden 2004-06 med en vækstrate på 1,4 procentpoint over landsgennemsnittet og næsten 13 procentpoint over gennemsnittet i Eurozonen.

Madrid var i 2005 den 23. rigeste og den tredjerigeste i Europa målt på absolut BNI med 188 milliarder US$; foran lå de betydeligt større byer Paris og London med henholdsvis 460 og 452 milliarder US$, mens de næste europæiske byer på listen, Moskva og Barcelona havde BNI på 181 og 148 milliarder US$. Regner man i BNI per indbygger, har Madrid-regionen det højeste niveau blandt Spaniens autonome regioner med en indeksværdi på 133,9 % af EU-gennemsnittet på 25.800 € (dvs. 34.572 €).

Madrid var i 2008 nummer elleve på listen over de vigtigste byer inden for finans og handel og nummer fem i Europa. På dette tidspunkt var byen i klar fremgang med en stigning på listen fra samlet nummer seksten fra året forinden. Blandt forklaringerne på denne placering nævnes stabil BNI og valutakurs, et stærkt obligationsmarked samt høj levestandard. Byen er en af de bedste på den iberiske halvø til at tiltrække investeringer og arbejdskraft udefra. Gennemsnitsmånedslønnen i Madrid var i 2007 på 2.004 €, betydeligt over gennemsnittet i Spanien på 1.686 €. I 2012 var Madrid placeret som nummer 30 i verden målt på gennemsnitsindkomsten; hovedstaden havde siden 2011 byttet plads med Barcelona, der i 2012 var nummer 29.

Byen er hovedsæde for størstedelen af de store spanske selskaber og ligeledes tre af verdens 100 største virksomheder (Telefónica, Repsol-YPF, Endesa).

Uddannelse

Uddannelser er basalt set gratis i Spanien, og der er undervisningspligt fra 6- til 16-årsalderen. Det nuværende uddannelsessystem kaldes LOE (Ley Orgánica de Educación).

Universiteter

I Madrid finder man en række offentlige og private universiteter. Nogle af dem er blandt de ældste i verden, og flere af dem hører til de meste prestigefyldte universiteter i Spanien.

Universidad Complutense de Madrid er det største universitet i Spanien og et af de ældste i verden. Det har 10.000 ansatte og 117.000 studerende. Næsten hele det akademiske personale er spansk. Universitetet har to campusser, henholdsvis i Ciudad Universitaria i Moncloa og i Somosaguas. Complutense-universitetet blev grundlagt i Alcalá de Henares af kardinal Cisneros i 1499, men det har rødder endnu længere tilbage, til 1293, hvor kong Sancho 4. af Castilien opført Alcalás almene skole, som udviklede sig til Cisneros' universitet. Omkring 1509-10 var der allerede fem fakulteter i gang: Artes y Filosofía (humaniora og filosofi), Teología (teologi), Derecho Canónico (kanonisk ret), Letras (filologi) og Medicina (medicin). I 1836 under Isabella 2. flyttede universitetet til Madrid, hvor det fik navnet Centraluniversitetet og fik hjemsted i San Bernardo-gaden. Senere, i 1927, blev der planlagt et nyt universitet til opførelse i Moncloa-Aravaca på et areal, der var skænket af kong Alfons 13. til formålet. Under den spanske borgerkrig blev dette område krigszone, og flere fakulteter blev ødelagt, lige som en del af de naturvidenskabelige, humanistiske og bibliografiske materialer gik tabt. I 1970 reformerede regeringen de højere uddannelser, og Centraluniversitetet blev til Universidad Complutense. Det var på samme tid, at man etablerede den nye campus i Somosaguas til at huse det nye samfundsvidenskabsfakultet. Universidad Complutense søges af en stor gruppe udenlandske studerende, der ønsker at studere i Spanien.

Universidad Politécnica de Madrid, det polytekniske universitet, er det mest prestigefyldte tekniske universitet i Spanien og blev dannet ved sammenlægningen af flere ingeniørskoler.

Universidad Autónoma de Madrid, grundlagt i 1968 under ledelse af fysikeren Nicolás Cabrera, har sin styrke inden for teoretisk fysik og jura, men tilbyder en bred vifte af universitetsuddannelser. Det har campus lidt nordøst for centrum i nærheden af bydelene Alcobendas, San Sebastián de los Reyes, Tres Cantos og Colmenar Viejo.

Universidad Carlos III de Madrid har som filosofi at skabe fritænkere med fornemmelse for sociale problemer og deltagelse i samfundsudviklingen baseret på frihed, retfærdighed og tolerance. Blandt hovedstadsregionens andre markante universiteter kan nævnes Universidad de Alcalá, der er genopstået i byen, hvorfra Complutense Universidad oprindeligt stammer, 35 km nordøst for centrum, det katolske Universidad Pontificia Comillas samt det kongelige musikkonservatorium.

Blandt handelshøjskolerne regnes IE Business School på grænsen mellem bydelene Chamartín og Salamanca som et af verdens bedste af slagsen og blev blandt andet vurderet som Europas bedste i 2012 af Financial Times. De to andre mest markante handelshøjskoler i byen er campusser fra Barcelona-skolerne IESE Business School og ESADE Business School.

Infrastruktur

Madrid har en højtudviklet kommunikationsinfrastruktur, hvilket har gjort den spanske hovedstad til et trafikknudepunkt for ikke bare Spanien, men store dele af det sydlige Europa. Byen har et veludbygget motorvejsnet med både ringveje og udfaldsveje og er centrum for det spanske jernbanenet, hvilket er med til at sikre let adgang til både de nærtliggende områder og fjernereliggende steder både i og uden for Spanien. Byen er en af de største knudepunkter i verden for højhastighedstog. Madrid er desuden hjemsted for Madrid-Barajas Lufthavn, der er Spaniens vigtigste lufthavn og en af de største i verden.

Lufttransport

Den vigtigste lufthavn er Madrid-Barajas Lufthavn, der ligger i den nordøstlige del af byen, 12 kilometer fra centrum, nabo til distriktet Barajas. Den fungerer som port fra den iberiske halvø til resten af Europa, Amerika og den øvrige verden. Lufthavnen er den travleste i Spanien og hub for Iberia Airlines. I 2012 var den nummer nitten på listen over lufthavne målt på passagerer med et antal på næsten 45 millioner. Siden 2006 har lufthavnen haft fire terminaler og fire landingsbaner.

Der findes to mindre lufthavne i tilknytning til byen: Torrejón Luftbase (en militærbase, der også i mindre omfang betjener civile fly) nordøst for centrum og Cuatro Vientos Lufthavn sydvest for centrum.

I 2007 annoncerede bystyret i Madrid opførelsen af yderligere to lufthavne til ibrugtagning fra 2016. Opførelsen af den første, Campo Real, blev påbegyndt syd for byen, men så indtraf eurokrisen, som Spanien har været blandt de hårdest ramte lande af, og byggeriet gik i stå. Lufthavnen står nu delvist opført som en spøgelseskonstruktion. Den anden planlagte lufthavn skulle ligge i sydvest og erstatte Cuatro Vientos.

Jernbaner

Det offentlige jernbaneselskab RENFE driver næsten alle jernbanelinjer i Spanien. Nærbanenettet i Madrid-området er Cercanías, som også drives af RENFE. Dette net er på 339,1 km. De vigtigste banegårde i Madrid er Atocha i syd samt Chamartín i den nordlige del af byen.

Spaniens store, langsigtede plan på jernbaneområdet er indførelse af højhastighedstog, Alta Velocidad Española (AVE) på alle de vigtigste strækninger. Planen, der omfatter omkring 7.000 km jernbanestrækninger, er i første omgang centreret om forbindelserne til og fra Madrid, hvor Atocha fungerer som knudepunkt. Målet er, at ingen af de vigtige provinsbyer skal have længere end fire timers rejsetid til Madrid. Foreløbig har man indført højhastighedstog fra Madrid til Barcelona, Valladolid, Sevilla, Huesca, Albacete, Valencia, Alicante og Malaga, mens andre strækninger er under anlæggelse, heriblandt strækningen til Lissabon i Portugal.

Metro

Med et befolkningsmæssigt grundlag på over seks millioner er Madrid Metro er en af de mest omfattende og hurtigst udviklende undergrundsbaner i verden. Med 292 km banestrækning og 300 stationer er det den næstlængste undergrundsbane i Vesteuropa efter London og den sjettelængste i verden. Metroen et tæt forbundet med Cercanías-nettet, så 22 af nærbanens stationer samtidig er metrostationer med let forbindelse for de rejsende. Det totale antal passagerture, der blev gennemført i 2012, var 601 millioner. Det samlede antal ture, der blev foretaget med offentlig transport i Madrid-området i 2010, var 1,5 milliarder.

I 2007 blev metronettet udvidet med et letbanesystem, Metro Ligero, som foreløbig består af tre linjer på 27,8 km med 38 stationer.

Metroen ejes og kontrolleres af Madrid by og region i fællesskab. Trods de seneste års dybe økonomiske krise i Spanien sker der fortsat udvikling af metrosystemet, både med linjeføringen og stationerne. En af grundene hertil var byens bud på at blive vært for sommer-OL 2020, som man dog tabte til Tokyo. En anden årsag til udviklingen skyldes åbningen af den fjerde terminal i Barajas-lufthavnen, hvilket medførte behovet for en ny linje. Et nyt økonomisk tiltag i 2013 er sponsorering af linje 2, hvor teleselskabet Vodafone betalte €3 millioner over tre år for at få sit logo og navn vist.

Busser

Det tredje element i det offentlige transportudbud i den spanske hovedstad er busserne, der i 2013 havde et rutenet på 3.690 km fordelt på 217 ruter og transporterede 440 millioner passagerer. Busnettet drives af Empresa Municipal de Transportes de Madrid (EMT), som stammer fra 1947.

Veje

Madrid er det vigtigste knudepunkt for Spaniens motorvejsnet, og byen har fire motorringveje: M-30, M-40, M-45 og M-50. Den inderste, M-30 på 32,5 km, omkranser de centrale distrikter og er på en betydelig del af sin strækning anlagt under jorden. M-40 på 69,3 km ligger lidt længere fra centrum (omkring 10 km herfra i gennemsnit), M-45 på 27 km er ikke en fuld rundkreds og går fra den sydlige indfaldsvej A-5 østom til A-2 mod nordøst, og endelige er M-50 på 85 km den yderste af byens ringveje med en gennemsnitlig afstand fra centrum på 13,5 km.

De traditionelle hovedindfaldsveje til Madrid er følgende:

De nævnte indfaldsveje er imidlertid karakteriseret ved, at der er mange til- og afkørsler tæt på Madrid, lige som de som regel går gennem befolkede områder, hvilket giver begrænsninger i tilladt hastighed. For at tilgodese fjerntrafikken er nogle af vejene derfor på strækningerne tættest på hovedstaden omlagt til betalingsveje med færre til- og afkørsler. Det gælder følgende:

Forsyning og miljø

Vandforsyningen til Madrid kommer for størstedelens vedkommende (72 %) fra en række reservoirer og inddæmninger af Lozoya-floden (en biflod til Tajo), administreret af Canal de Isabel II, en offentlig virksomhed, der stammer fra 1851. Virksomheden er ansvarlig for forsyningen, spildevandsrensning og bevaring af Madrid-regionens naturlige vandresourcer.

Bortskaffelse af affaldet i byen foretages af en række private firmaer, heriblandt FCC, Sacyr og OHL.

Demografi

Med udnævnelsen af Madrid til hovedstad i midten af det 16. århundrede begyndte byens befolkningsmæssige udvikling at tage fart. Denne udvikling fortsatte støt indtil 1970'erne, hvor den med ca. 3 millioner indbyggere stabiliserede sig. Befolkningsstørrelsen faldt endda en smule indtil midten af 1990'erne. Dette fænomen delte byen med flere andre europæiske storbyer og skyldtes blandt andet, at en del af de mennesker, der havde boet i selve byen, i den periode flyttede til nærtliggende satellitbyer. En anden årsag kunne være en dæmpning i den økonomiske udvikling i Europa i den periode.

Fra midten af 1990'erne steg befolkningen igen markant, hvilket blandt andet skyldtes en øget immigration, som også sås i andre områder af den vestlige verden, samt en genrejsning af den spanske økonomi. Således steg byens befolkning med mere end 270.000 personer på fem år fra 2001 til 2005 (se tabellen til højre).

Som landets hovedstad har Madrid tiltrukket immigranter fra det meste af verden. Omkring 84,0 % af byens befolkning var ved årsskiftet 2011-12 indfødte spaniere, mens de resterende 16,0 % havde anden oprindelse. Antallet af indbyggere med fremmed oprindelse faldt lidt i løbet af 2011; andelen af ikke-spaniere var dog fortsat lidt større i Madrid end i Spanien som helhed, hvor andelen var på 12,2 %.

Størstedelen af ikke-spanierne kom fra Amerika (i særdeleshed fra Syd- og Mellemamerika), i alt 41,3 %, en næsten lige så stor andel stammede fra resten af Europa, i alt 38,7 %. Desuden stammede 12,3 % fra Afrika og 7,6 % fra Asien. Ser man nærmere på de lande, hvorfra indvandrerne kom, er Rumænien den store leverandør med 21,1 % af samtlige registrerede ikke-spaniere, fulgt af Ecuador, Marokko, Colombia, Peru, Kina, Bolivia og Dominikanske Republik.

De distrikter, der har de største andele af ikke-spansk baggrund, er Usera (28,37 %), Centro (26,87 %), Carabanchel (22,72 %) og Tetuán (21,54 %). Der bor relativt færrest ikke-spaniere i Fuencarral-El Pardo (9,27 %), Retiro (9,64 %) og Chamartín (11,74 %).

Et studie foretaget af Unión de comunidades islámicas de España viste, at der i 2012 levede omkring 250.000 indbyggere med muslimsk baggrund i Madrid, svarende til 8 % af byens indbyggere. Den klart største del af disse var indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra Marokko og andre afrikanske lande. Mere end 52 % af denne gruppe havde spansk statsborgerskab.

Kønsfordelingen i byen i 2012 var 53 % kvinder og 47 % mænd, mens aldersfordelingen samme år var som følger: 0-14 årige udgjorde 13,39 %, 15-30 årige 18,12 %, 30-60 44,6 % og over 60 år 23,89 %.

Kultur

Som hovedstad for Spanien er Madrid en by af stor kulturel og politisk vigtighed. Selvom byen har en moderne infrastruktur har den bibeholdt et historisk præg i mange bydele og gader. Vigtige steder inkluderer det enorme Kongelige palads i Madrid, Teatro Real (det kongelige teater) med dets i 1850 restaurerede operahus, Buen Retiro-parken (grundlagt i 1631), den imponerende 1900-tals bygning der huser Nationalbibliotek (grundlagt i 1712), et arkæologiske museum af international standard, og tre store kunstmuseer: Pradomuseet, Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofía og Thyssen-Bornemisza museum.

Efter genindførelsen af demokrati i Spanien i 1975 og Spaniens indtræden i den Europæiske Union, har Madrid spillet en stigende rolle for Europas økonomi.

Arkitektur

Mere information om kirker kan findes i afsnittet herunder.

Det er meget begrænset, hvad der findes tilbage af middelalderbygninger i Madrid. Historiske dokumenter fortæller, at byen var omgivet af en bymur og havde et slot (Alcázar) placeret på det sted, hvor Palacio Madrid nu ligger. Blandt de få bevarede eksempler på middelalderarkitektur er de mudéjariske tårne på San Nicolás- og San Pedro el Real-kirkerne, Luján-familiens palads på Plaza de la Villa, den gotiske kirke San Jerónimo el Real, der er en del af et kloster opført af katolske monarker i det 15. århundrede, samt Biskoppens Kapel.

Tilsvarende er der ikke mange eksempler på renæssancearkitektur i byen. De mest markante eksempler er Cisneros-huset ved Plaza de la Villa, Segovia-broen samt Las Descalzas Reales-klosteret, hvis spartanske ydre ikke afslører de imponerende kunstskatte, der befinder sig indenfor.

Da Filip 2. flyttede sit hof til Madrid i 1561, indledtes en række reformer, som havde til hensigt at forvandle byen til en hovedstad, der fortjente denne titel. Reformerne fik udtryk i Plaza Mayor, som blev tegnet af Juan de Herrera (der også er kendt for El Escorial) og Juan Gómez de Mora og er karakteriseret ved sin symmetri og enkelhed. Pladsen er fra overgangen mellem klassicisme og barok. Desuden var det nu forsvundne kongeslot Alcázar udtryk for reformerne – slottet skulle blive det næstmest imponerende i kongedømmet.

Herreras store projekt var skabelsen af det kongelige renæssanceslot El Escorial, som han overtog efter Juan Bautista de Toledos død. Det store palads ligger ca. 45 km nordvest for Madrid og blev opført 1563-84, og det står som eksponent for overgangen mellem renæssancen og barokken. Det var inspiration for mange bygningsværker i hovedstaden i perioden, der fulgte. Perioden var præget af velstand og de habsburgske kongers interesse for at udvikle hovedstaden. Dette medførte, at en række markante bygninger blev opført i slutningen af det 16. og i det 17. århundrede, og at der derfor er et stort udvalg af barokbygninger i byen.

Det hyppigst anvendte materiale var mursten, og de beskedne facader står i kontrast til de kunstfærdige interiører. Juan de Mora skabte markante bygninger som Casa de la Villa, kongens fængsel, Palacio de los Consejos og La Encarnación-klosteret. Palacio del Buen Retiro er et nu stort set forsvundet slot skabt af Alonso Carbonel. Det lå på det sted, hvor nu Buen Retiro-parken ligger, og havde imponerende værelser dekoreret af de bedste kunstnere fra Filip 4.'s tid (Velázquez, Carducci, Zurbarán). Colegio Imperial blev en vigtig uddannelsesinstitution drevet af jesuiterordenen, og bygningens kuppel blev efterlignet over hele Spanien, takket være de ret billige materialer, der var brugt til dens konstruktion.

Inden bourbonernes overtagelse af tronen var Pedro de Ribera en af de betydeligste arkitekter i Madrid. Han indførte i senbarokken churriguereskstilen, der er karakteriseret ved en overdådighed af ornamenter på bygningernes eksteriør. Eksempler på denne stil ses på Cuartel del Conde-Duque, det historiske museum, Montserrat-kirken og Toledo-broen.

Indtoget af bourbonerne markerede en ny æra i byen. Da det gamle slot, Alcázar, brændte, fik Filip 5. en undskyldning for at opføre et nyt og mere moderne palads på samme grund. Det blev Filippo Juvarra, der fik til opgave at skabe det nye kongeslot, og han lod sig inspirere af et projekt til Louvre i Paris, som ikke var blevet valgt. Juvarra døde dog, inden opførelsen begyndte, og hans elev, Sacchetti, overtog arbejdet, hvorefter han foretog betydelige ændringer på det endelige værk.

Karl 3. var en af de store bygherrer i Madrids historie. Han satte gang i opførelsen af Prado-museet (tegnet af Juan de Villanueva), som oprindelig skulle have været naturhistorisk museum, Puerta de Alcalá, San Francisco el Grande-basilikaen, Real Casa de la Aduana og byens hospital (alle skabt af Francesco Sabatini) samt den botaniske have. Stilen på den tid var nyklassicisme, som også kan ses på hovedstrøget Paseo del Prado, der med sine omgivende haver og mange statuer af mytologiske guder er et eksempel på aktiv byplanlægning.

Det 19. århundrede markerede økonomisk nedgang i Spanien efter den spanske arvefølgekrig, og det er begrænset, hvad der blev opført af markante bygningsværker i Madrid i denne periode, med det kongelige teater som en undtagelse. Mod slutningen af århundredet opstod en ny bølge af mudéjarstilen, som blandt andet Escuelas Aguirre er repræsentant for.

I anden halvdel af det 19. århundrede begyndte Madrid for alvor at få vokseværk, hvilket blev håndteret med Castro-planen og anlæggelsen af nye distrikter som Salamanca, og byplanlæggeren Arturo Soria y Mata stod bag planen om den lineære by, som til en vis grad blev indført. Fra overgangen til det 20. århundrede skiftede stilarterne ofte, og der kan i Madrid findes eksempler på Wiener Secession (fx Cibeles-paladset), eklekticisme (fx Krystalpaladset og Atocha-banegården), rationalisme (fx Musikpaladset), nygotik/nyromantik (Almudena-katedralen), art deco (fx Telefónica-bygningen) og ekspressionisme (fx Carrión-bygningen).

Borgerkrigen i midten af 1930'erne medførte store skader på byens bygninger, heriblandt på Complutense-universitetet. I årene derefter stod flere borgmestre bag ødelæggelsen af store dele af den gamle by og Ensanche, og i stedet blev der opført talrige boligblokke med anonym arkitektur. Samtidig blev der opført bygningsværker i fascistisk ånd, monumentale, heroiske og særdeles symbolske projekter, som man kendte fra Tyskland under nazismen. To eksempler på dette er Sejrsbuen og luftvåbenets hovedkvarter, der ligger side om side.

Under fascismen blev der også bygget en række skyskrabere, hvoraf Torre de Madrid fra 1957 ved opførelsen var Europas højeste bygning. Efter fascismens fald og det økonomiske opsving blev der igen opført meget høje bygninger i Madrid, blandt andet Torre Picasso, de to tvillingetårne, der udgør Puerta de Europa (Europaporten) samt de fire tårne, der former Cuatro Torres Business Area.

Kirker

Madrid har en betragtelig mængde katolske kirker, hvoraf nogle hører til de fineste, religiøse, kunstneriske frembringelser i Spanien.

Den ældste fortsat eksisterende kirke i byen er San Nicolas de los Servitas, hvis klokketårn kan dateres tilbage til begyndelsen af det 12. århundrede; kirken og tårnet kan tidligere have været del af en maurisk moske. Den næstældste kirke er San Pedro el Real, som kan dateres tilbage til begyndelsen af det 14. århundrede.

Den gotiske San Jerónimo el Real fra begyndelsen af det 16. århundrede ligger nu ved siden af El Prado-museet, og barok-søjlegangen fra det nedlagte tilhørende kloster er nu bygget ind i museet, hvor det huser en del af museumsudstillingerne.

San Isidro el Real fra begyndelsen af det 17. århundrede fungerede i godt et århundrede (1885-1993) som byens domkirke, indtil Almudena stod færdig. San Isidros indre besmykninger blev i stort omfang ødelagt under borgerkrigen, men kisten med liget af byens skytshelgen, sankt Isidor, og urnen med hans hustru Maria Torribia undgik ødelæggelse.

La Encarnación er et augustinerkloster, der primært var for nonner fra adelige familier, og det er overdådigt pyntet med freskomalerier og skulpturer. Selve bygningen er skabt af Alberto de la Madre de Dios, mens interiøret er af Francisco Bayeu y Subías og Ventura Rodríguez.

Den lidt undselige Real Ermita de San Antonio de la Florida kaldes undertiden "Goyas Sixtinske Kapel", idet Francisco Goya har skabt kirkens freskoer.

Real Basílica de san Francisco el Grande fra anden halvdel af det 18. århundrede er skabt af Francesco Sabatini og har en enorm kuppel, er med 33 m i diameter er den femtestørste i den kristne arkitektur. Kirken er indviet til Frans af Assisi. Også denne kirke har et imponerende interiør, der indbefatter malerier af Goya og Zubarán.

Byens nuværende domkirke (siden indvielsen i 1993) er Catedral de la Almudena. Den er 102 m lang og 73 m høj, og dens opførelse var meget lang tid undervejs, idet grundstenen blev lagt i 1883. Den lange tilblivelsesproces har betydet, at der kan spores en række forskellige stilarter i bygningen: Nyklassicistisk ydre, nygotisk interiør, nyromansk krypt og nybyzantinske malerier i apsis. Kirken er opført på det sted, hvor der engang lå en maurisk citadel. Den blev indviet af pave Johannes Paul 2. og er den eneste kirke i Spanien, der er indviet af en pave.

Kunst

Skulpturer i bybilledet

I Madrids gader finder man et væld af skulpturer. Museet for udendørs skulpturer findes på den store avenue Paseo de la Castellana og er dedikeret til abstrakte værker, heriblandt Eduardo Chillidas Sirena Varada (Strandet havfrue).

Siden det 18. århundrede har Paseo del Prado været udsmykket med en stribe klassiske springvand skabt af Ventura Rodríguez, blandt andet Fuente de Neptuno og Fuente de Apolo. Ligeledes findes med start tilbage i det 17. århundrede en række fornemme rytterstatuer, især af landets konger; på Plaza de Oriente finder man den mest berømte af disse forestillende Filip 4., projekteret af Velázquez, fremstillet af Pietro Tacca med videnskabelige råd af Galileo Galilei.

Mange af Buen Retiro-parken er rene skulpturelle scenografier. Derfra kan nævnes værker som Fuente del Ángel Caído (Den faldne engel-springvandet) af Ricardo Bellver samt Alfons 12.-monumentet af José Grases Riera.

Af mere moderne og kommercielt tilsnit kan nævnes nogle neonreklamer, der har lange historier og er blevet fredede, så som Schweppes-reklamen i Plaza de Callao og Tio Pepe-reklamen i Puerta del Sol.

Museer

Madrid har en række museer, der nyder verdensomspændende anerkendelse. Først og fremmest kan nævnes "kunstens gyldne trekant" ved Paseo del Prado bestående af de tre kunstmuseer Prado, Museo Reina Sofia og Museo Thyssen-Bornemisza.

Prado er et museum og kunstgalleri, der indeholder en af verdens fineste samlinger af europæisk fra det 12. til tidligt i det 19. århundrede, baseret på den tidligere kongelige samling. Her finder man de mest omfattende samlinger af Goya, Velázquez, El Greco, Rubens, Tizian, Hieronymus Bosch, José de Ribera og Patinir. Dertil kommer værker af Rogier van der Weyden, Rafael, Tintoretto, Veronese, Caravaggio, van Dyck, Albrecht Dürer, Claude Lorrain, Murillo og Zurbarán blandt mange andre.

Museo Reina Sofia er Spanien nationale museum for kunst fra det 20. århundrede, primært spansk kunst. Blandt de mest kendte kunstnere er Pablo Picasso, Salvador Dalí, Joan Miró, Juan Gris og Julio González. Det i særklasse mest kendte værk på museet er Picasso enorme maleri Guernica. I museet finder man endvidere et stort kunstbibliotek åbent for offentligheden.

Det historiske "hul", der er mellem de to øvrige museer, fyldes ud af det private Museo Thyssen-Bornemisza, der blandt andet har impressionistiske og ekspressionistiske værker samt amerikanske og europæiske malerier fra anden halvdel af det 20. århundrede.

Ud over disse kan nævnes kunstmuseet og galleriet Real Academia de Bellas Artes de San Fernando, der har en fin samling af kunstværker fra 15. til 20. århundrede af kunstnere som Rubens, Bellini, Correggio, Zubarán, Murillo, Goya, Gris og Serrano. Museet er også hovedkvarter for Madrids Kunstakademi.

Kongeslottet Palacio Real, der ikke længere er kongelig residens, men udelukkende bruges til repræsentative formål, er åbent for offentligheden, der ud over det luksuriøse interiør kan opleve historiske kunstværker samt samlinger af historiske våben, sølvtøj, ure, gobeliner og den største samling Stradivarius-violiner i verden.

Blandt de historiske museer kan nævnes det nationale arkæologiske museum med samlinger, der strækker sig fra forhistorisk tid til middelalderen. Blandt museets mest populære opstillinger er en replika af Altamira-hulen, Dame de Elche og Dama de Baza (kvindefigurer fra ca. 400 f.Kr.) samt Guarrazar-skatten (7. århundrede). Et andet historisk museum er Museo de América med samlinger fra hele det amerikanske kontinent strækkende sig fra stenalderen til nutiden.

Rekreative områder

Som nævnt under Landskab har Madrid en lang række grønne områder, der i stort omfang anvendes til rekreative formål. Byens måske mest populære og kendte park er Buen Retiro-parken på 1,4 km² på et område, der hørte til det nu forsvundne Retiro-palads. Det ligger tæt på Puerto de Alcalá og ikke så langt fra Pradomuseet. Søen i parken anvendes i stor udstrækning til bådsejlads. I parken finder man også De afdødes skov, der er et monument til ære for de omkomne under terrorangrebet den 11. marts 2004 i Madrid.

Tæt på Retiroparken finder man Atocha-banegården, der ud over sine jernbanefunktioner også huser en 4.000 m² stor indendørs have med over 500 plantearter og damme med guldfisk og skildpadder.

I den vestlige ende af byen ligger Casa de Campo på mere end 17 km². Her finder man blandt andet byens zoo, forlystelsesparken Parque de Atracciones og et stort, offentligt, udendørs svømmebassin foruden en kabelbane i højde med trætoppene.

Real Jardín Botánico de Madrid er den kongelige botaniske have, som man finder ved Plaza de Murillo, tæt ved Pradomuseet. Til haven er knyttet forskningsfaciliteter.

Det nuværende kongelige slot, Palacio Real, er omgivet af tre store grønne områder. Mod øst op til Teatro Real ligger Plaza de Oriente med tre store haver: De centrale haver, Cabo Noval-haverne og Lepanto-haverne. Mod nord ligger Sabatini-haverne i nyklassicistisk stil med skarpt klippede hække og høj grad af symmetri og inkluderer en sø med springvand og kongestatuer. Mod vest ligger de store Campo del More-haver på 20 hektar i romantisk stil inspireret af engelsk havearkitektur.

Monte de El Pardo er en skov, der ligger inden for byområdet. Det er en af de mest velbevarede mediterrane skove i Europa og er udpeget som fuglebeskyttelsesområde af EU. Her lever en række dyr i det fri, så som hjorte, vildkatte og vildsvin, i vegetation med kristtjørn, korkeg, ask, sortpoppel, eg og ene.

Endelig kan nævnes flodparken, der strækker sig langs Manzanares-floden på en ti kilometer lang strækning. Heri ligger blandt andet Arganzuela-parken, der har en lang række gang- og cykelstier, Salón de Pinos, hvor der er mange områder til fx aerobic-øvelser, og ved Puente de la Praga-broen er der tennis- og padeltennisbaner.

Sport

Madrid er hjemby for fodboldklubben Real Madrid, der har hjemmebane på Santiago Bernabéu med en tilskuerkapacitet på 85.454. Klubben er en af de mest prestigefyldte fodboldklubber i verden (FIFA har udpeget klubben som den mest succesfulde i det 20. århundrede), og den har blandt andet vundet 33 nationale titler samt 13 Champions League/mesterholdstitler. Reals lokale rival er Atlético de Madrid, der også har mange fans i byen, og som blandt andet har vundet ni nationale mesterskaber og to UEFA Europa League-titler. Atlético har hjemmebane på Estadio Vicente Calderon med plads til 54.960 tilskuere. Ud over de to store klubber hører yderligere to klubber fra La Liga hjemme i Madrid: Rayo Vallecano og Getafe CF.

Nogle af de mest kendte tidligere og nuværende spanske fodboldspillere stammer fra Madrid, heriblandt Emilio Butragueño, Fernando Torres, Raúl og Iker Casillas. Madrids bidrag til fodbolden understreges af, at byen var værtsby for finalen i VM 1982.

Byen er også hjemby for to af landets største basketballhold, Real Madrid Baloncesto, der har vundet 30 nationale mesterskaber og Euroleague-titler, og CB Estudiantes, der blandt andet har fire spanske cup-sejre.

Madrid Open er en af de vigtigste tennisturneringer efter grand slam-turneringerne og spilles i Caja Mágica i Manzanares-parken. I samme område har det spanske formel 1-team HRT F1 hjemsted.

Byen er ligeledes hjemsted for Circuito Permanente Del Jarama, en motorsportbane, der tidligere har været vært for det spanske Grand Prix (1967-1981).

Historisk set har byen været endemålet for cykelløbet Vuelta a España på samme måde, som Paris er det i Tour de France.

Det er muligt at dyrke skisport i de nærtliggende bjerge Sierra de Guadarrama, hvor skisportsstederne Valdesquí og Navacerrada ligger.

Madrid har flere gange budt på at blive vært for de olympiske lege; det gælder 1972, 2012, 2016 og 2020, men har ikke fået værtskabet i nogen af tilfældene. Der afholdes to store årlige motionsløb i byen: Madrid Marathon (maraton) og San Silvestre Vallecana (10 km).

Madrid har været vært for adskillige store enkeltbegivenheder inden for sport, heriblandt fire Champions League-finaler i fodbold og VM i landevejscykling 2005 samt en række andre verdensmesterskaber og europæiske mesterskaber inden for forskellige sportsgrene.

I byen ligger Las Ventas, landets største tyrefægterarena, der har plads til omkring 25.000 tilskuere. Der afholdes tyrefægtning her mellem marts og oktober – under San Isidro-festivalen fra midten af maj til begyndelsen af juni samt på nationale fridage i resten af sæsonen er der arrangementer hver dag. Arenaen stammer fra 1929 og er opført i neo-mudéjar-stil. Las Ventas bruges uden for tyrefægtningssæsonen også som koncertarena og til andre formål.

Litteratur

Madrid har været en af de største centre i spansk litteratur. Mange af de bedste forfattere fra Spaniens guldalder er født i byen; det gælder fx Lope de Vega, der reformerede det spanske teater, et arbejde der blev videreført af Pedro Calderón de la Barca. Det gælder også Francisco de Quevedo, en spansk adelsmand, berømt for sine satirer, der kritiserede det samtidige spanske samfund, samt Tirso de Molina, der skabte Don Juan-figuren. To andre store forfattere, Miguel de Cervantes og Luis de Góngora y Argote, boede også i byen, men var ikke født der. Husene, hvor Vega, Quevedo, Góngora og Cervantes boede, er bevaret som minder, og de ligger alle i Barrio de las Letras (Bogstavskvarteret).

Også fra tiden efter guldalderen er der kendte forfattere, der er født i Madrid. Det gælder fx Leandro Fernández de Moratín, Mariano José de Larra, José Echegaray (nobelprismodtager i litteratur), Ramón Gómez de la Serna, Dámaso Alonso, Enrique Jardiel Poncela og Pedro Salinas.

Barrio de las Letras har navn efter den intense litterære aktivitet, der udviklede sig i kvarteret hen over det 16. og 17. århundrede. Ud over at være hjemsted for de nævnte forfattere lå også Cruz- og Príncipe-teatrene, to af de største komedieteatre fra tiden, i dette kvarter. På adressen Calle de Atocha 87, i udkanten af området, lå Juan Cuestas trykkeri, hvor første oplag af første del af Cervantes berømte Don Quijote blev trykt i 1604. Der findes litteratur-ruter, hvor man ved at følge disse kommer til scener fra nogle af romanerne fra guldalderen og senere perioder.

I Madrid finder man Real Academia Española, en internationalt vigtig kulturinstitution, der fører tilsyn med brugen af det spanske sprog i en række spansktalende lande. Endvidere ligger Instituto Cervantes, en institution til fremme af og undervisning i det spanske sprog og udbredelsen af spansk og latinamerikansk kultur.

Biblioteca Nacional de España, det spanske nationalbibliotek, er offentligt tilgængeligt og det største bibliotek i Spanien. Det har en materialesamling på over 26 millioner enheder, deraf 15 millioner bøger og andre trykte materialer og 4,5 millioner grafiske materialer.

Musik

Auditorio Nacional de Música er byens vigtigste koncerthus for klassisk musik med en stor sal med plads til mere end 2000 tilskuere samt en mindre sal til kammermusik. Her har Spaniens nationalorkester og Chamartín Symfoniorkester hjemme, og huset bruges desuden til koncerter med Madridregionens Orkester og Madrid Symfoniorkester samt til arrangementer med tilrejsende orkestre.

Teatro Real er den førende operascene i Madrid og ligger lige ud for kongeslottet, og dets faste orkester er Madrid Symfoniorkester. På teatret opføres omkring sytten operatitler om året (såvel egne produktioner som co-produktioner med andre store europæiske operascener) foruden to-tre store balletforestillinger samt flere koncerter.

Teatro de la Zarzuela bruges primært til opførelser af zarzuela-stykker (en traditionel spansk musikteatergenre), operetter og koncerter. Teatrets faste orkester er Madridregionens Orkester.

Den spanske radios orkester, RTVE Symfoniorkester, og kor har hjemme i Teatro Monumental. Andre spillesteder for klassisk musik er Fundación Juan March og Auditorio 400 (sidstnævnte ligger i Museo Reina Sofia).

Dansen chotis (i familie med den nordiske schottisch) er specielt populær i Madrid-området. Der indgår chotis-stykker i flere zarzuela-forestillinger, og dansen dyrkes også fortsat af borgere i byen.

Den vigtigste begivenhed for rock er den årlige festival Festimad, der har været afholdt siden 1994, som regel sidst i maj. Festivallen er en bred kulturfestival, men rockmusikken har en fremtrædende placering, og gennem årene har navne som Metallica, Rammstein, Muse, Linkin Park og Pearl Jam spillet på festivallen. Desuden spiller en række spanske navne på festivallen.

Året rundt kan man opleve koncerter og anden musikalsk optræden mange steder i byen, ikke mindst i det gamle bohemekvarter, Malasaña. Flamencoforestillinger kan også opleves forskellige steder i byen.

Begivenheder

Ud over den ovenfor nævnte festival Festimad afholdes der en række andre kulturelle og folkelige festivaller i Madrid. En de mest kendte er San Isidro-festivallen, der afholdes i midten af maj. San Isidro-festivallen afholdes til ære for byens skytshelgen og omfatter en lang række arrangementer, heriblandt optog, tyrefægtning, dans (blandt andet chotis), og mange lokale deltagere bærer traditionelle beklædningsgenstande som parpusa (en speciel kasket) og safo (tørklæde båret om halsen).

Påsken er en af de vigtigste højtider i den katolske kirke, og den fejres i Madrid blandt andet med musik og store processioner, hvor kirkernes relikvier bæres rundt i byens gader. Processionerne finder sted på palmesøndag og askeonsdag, men især på de tre dage op til påskesøndag. Til påsken hører også forskellige specielle madretter, blandt andet torrijaer, en slags stegt og sukret brød, og soldatitos de Pavía, friturestegte torskestykker.

En af de nyeste tilbagevendende begivenheder i Madrid er Veranos de la Villa, der afholdes hvert år i juli og august. Den omfatter en række kulturgenrer, særligt musik og scenekunst, og finder sted flere steder i byen.

Venskabsbyer

Se også

• Terrorangrebet den 11. marts 2004

Eksterne henvisninger

• Madrids hjemmeside (engelsk)
• Photos of Madrid

Referencer